For at blive en god bodybuilder er du nødt til at være super selvoptaget og narcissistisk.
Sprinteren har tiden at kæmpe mod. Vægtløfteren har sine vægte. Bodybuilderen har kun sit spejlbillede«. Det sagde en udøver af den særegne sportsgren til Joachim Ladefoged i 2001, hvilket medvirkede til at sætte ham i gang med det årelange projekt at portrættere menneskene i denne ensomme sportsgren, hvor man kæmper mod sit eget spejlbillede. Men portrætbogen med det nok så spektakulære tema er trods enkelte fremragende sort/hvide skud blevet et overraskende statisk postulat. Ladefoged hævder, at han ikke kun er interesseret i de skulpturerede kroppe. Han er interesseret i skulptørerne, menneskene, der hver dag ser sig utilfredst i spejlet og ændrer lidt på billedet med benhård træning. Hvordan man skelner mellem de to, atleten og mennesket, når man er fotograf, er et interessant spørgsmål, som bogen forudsigeligt besvarer ved at fokusere på ansigter. Svedende actionbilleder Størstedelen af bogen skildrer bodybuilderne, lige inden de skal på scenen smurt ind i bronzefarve. Billederne er mørktintede farvebilleder på sort baggrund, og alle atleterne er skudt i et frontalt halvportræt og de fleste også i et nærgående ansigtsportræt, som var de forbrydere eller sjældne sommerfugle. Ideen er nok, at de afslappede muskelkroppe skulle tale for sig selv, og at sjælen sidder i øjet, men det er en sær mumlen i forhold til de få aktive svedende actionbilleder i sort/hvid, som er en lise i bogen. Her er atleterne ikke udholdt i et afkoblet tomrum som specier af en mærkelig art, vi ikke kan forstå, men indsat i et miljø, der giver både dem og billederne mening. Det kan nok være, at Joachim Ladefoged er en mesterfotograf i særklasse. Hans billeder fra brændende konflikter og sociale udkantsområder i Afrika og Berlin og Asien er mindeværdige og har inspireret en hel generation af unge fotografer, men her har han stillet sig selv en opgave med flere kilo på vægtstangen, end hans kyndige blik kunne løfte.
