Kvinder, kvinder, kvinder … gennem alle tider har vi mænd på samme tid begæret og forført kvinder og sukket og stønnet over dem, når den monogame fælde er smækket, og alle forpligtelsens trakasserier begynder.
Strindberg kaldte med lakonisk bitterhed sin novellesamling om ægteskabet ’Giftas’ som en ikke synderlig diskret understregning af, at ægteskabet er den rene gift for os mænd. På den anden side viser de fleste tilgængelige sociologiske undersøgelser, at mænd, der lever i ægteskab, statistisk lever længere og sundere end alle de enlige ulve, der dyrker den serielle monogami eller det, der er værre. Går man til den gamle spindoktor Niccolò Machiavellis (1469-1527) lille muntre fabel ’Belfagor – eller Djævelen der blev gift’, er sagen i hvert fald klokkeklar. Kvinder har Fanden skabt, og ægteskabet er den rene giftpille. Men han blev selvfølgelig heller ikke selv særlig gammel, Machiavelli. I den skælmske fabel foretager Machiavelli imidlertid en interessant manøvre ved at lade fortællerammen bestå af, at krønikerne beretter om en afdød from mand fra Firenze, der mente at vide, at alle mænd, der kom i Helvede, tilskrev deres koner denne vanskæbne.
