Finnskogen hedder et afsidesliggende landområde øst for den norske by Hamar og tværs over grænsen ind til ’Värmeland, du sköna’.
Det svenske län afslører sig nu som knap så skönt, og det samme gælder det norske Hedmark Fylke omkring Hamar, hvor Jonfinn Valman er strømer med operationer ind i det grænseland, der har leveret titlen her. Om end der selvfølgelig også er tale om flydende moralske og sågar retspolitiske grænser i denne roman om trafficking af kvinder og narkotika.
Tvetydige sindstilstande og skyldbevidst erotik var allerede fremtrædende sider af Knut Faldbakkens roman ’Insektsommer’, hans første på dansk i 1973. I dag er han selv 67, og i 2002 – efter i alt 18 romaner, bl.a. også ’Aftenlandet’ (80) og ’Slangens år’ (95) plus noveller, skuespil og essays – slog han ind på krimisporet med ’Alle elsker en hodeløs kvinne’. Men først med ’Turneren’ fra 2004 blev Hamar-strisseren Valman imidlertid hovedperson i den serie, hvoraf Faldbakken siden har udgivet én politiroman om året. ’Nattefrost’ og ’Tyvene’ fulgte efter ’Grensen’, der kom på norsk i 2005 og nu er seriens første på dansk.
Valmans KÆRESTE er kollegaen Anita Hegg, der er midlertidigt udlånt til Arvika-politiet nogle hundrede kilometer mod sydøst på den svenske side. Hans hede besøg hos hende sikrer os også en del af romanens rigtig mange mil på landevejene i området. Andre strækninger oplever vi sammen med den mindre korrekte snedker Arne Vatne, bosat i Hamars udkant, men med arbejde i Kongsvinger.
Grænsetrafik og prostitution
Grænsetrafikken TIL lavere svenske indkøbspriser, både i Systembolaget og andre steder, er livlig, og det samme er prostitutionen på områdets campingpladser, moteller og cafeer. Arne Vatne er den forkomne, fraskilte mand, der absolut selvforskyldt kommer i klemme for sin brunsts skyld, men over for ham er en lokalt opvokset politimand med et kammeratligt forhold til forbryderne en lige så sammensat figur.
Men i stedet for at udvikle sig til en norsk variant af ’Twin Peaks’ eller Orson Welles og Charlton Heston i ’Politiets blinde øje’ klæber der noget overraskende usikkert ved hele Faldbakkens setup og en personskildring. Han bor selv i Hamar, måske også derfor minder lange passager snarere om en groft håndsnittet hjemstavnsroman: alt for rene ord, hvor tavshed havde været mere talende.
Fortællerens INDBLIK i både Vatnes’ og Valmans mindste følelser og anfægtelser skærer f. eks. ud i pap, hvad man hellere ville have anet gennem deres egne bortforklaringer. Derfor er der heller ikke megen overraskelse i det, når nettet af mishandlede »russerludere« og forulykkede biler langs de lange landeveje omsider trækkes sammen til et showdown hinsides vejdirektoratets rækkevidde. Gennem vinterdækkenes forjættende sang mod snesjap og søle hører man ustandselig sit indre barns utålmodige stemme: Hvornår er vi der?
fortsæt med at læse
