James Ellroy tager det som en kompliment, hvis du siger, at han er krimigenrens Richard Wagner.
Endnu gladere, hvis du kalder hans Los Angeles-kvartet, krimiromanerne ’Sorte Dalia’, ’Ingenmandsland’, ’L.A Confidential’ og ’Hvid jazz’ for hans ’Ringen’. Der er klart noget amerikansk Götterdämmerung over hans hastemte trenchcoat-operaer, hvor Kennedyklanen er de nordiske guder, der går til i frås, forræderi og andet ragelse, åndeligt råddenskab, som Rhinguld, kapitalisme og grønne dollarsedler fører med sig. Men i så fald – Ellroy himself har med sin udtalte smag for tysk senromantik konfirmeret parallellen – så er hans lange gennembrudsroman ’Under dække’ fra 1982 så afgjort hans udgave af ’ Den flyvende hollænder’. En faustisk thriller om forkert stræben, krank skæbne og en god kvinde, som kan redde en fortabt og kuldslået maskulin sjæl, som sejler rundt på modernitetens verdenshav af listige barer, stærke drikke og villige damer. Selv har Ellroy sagt, at det er den første roman, som tematisk gennemløber moderens morderiske død dengang i 1950’erne, da lille James opdagede på den mindre fede måde, at mødre også er kvinder, ja nu og da fatalt går i seng med farlige og dødbringende mænd.
