Når jeg ser et menneske, har jeg lyst til at stikke ham en.
Det er så rart at slå et menneske i ansigtet!«. Sådan begynder en af teksterne i det udvalg af Daniil Kharms’ kortprosa, der nu udkommer på dansk under titlen ’En uheldig forestilling’ – efter at ideen om en sådan udgivelse har rumsteret i vores smalle litteraturmiljøer i årevis. Og det er slet ikke så dårligt at blive slået i ansigtet af denne mærkværdige russiske protoabsurdist. Kharms (egentlig Daniil Ivanovitj Juvatjev, 1905-1942) blev født i Sankt Petersborg og døde samme sted, dvs. i Leningrad, af sult i en psykiatrisk fængselscelle. Han var medstifter af avantgardegruppen OBERIU og blev som andre avantgardister udstødt, chikaneret og arresteret, da revolutionstidens eksperimenter var blevet afløst af stalinistisk rettroenhed. Nu er han blevet genopdaget, hidtil upublicerede manuskripter er blevet trykt, og forskerne er begyndt at nørkle med ham. For mig var læsningen af ’En uheldig forestilling’ et spring tilbage til min tid i Moskva i slutningen af halvfjerdserne, hvor Kharms var kult blandt de kunstnere, jeg havde lært at kende. De læste disse småtekster i illegale eller indsmuglede udgaver – og slog en befriet skralderlatter op. Kharms’ bevidst klodsede og meningsløse historier var et slag i ansigtet på den officielle kunstforståelses pænhed og opbyggelighed, og et nationalt digterkoryfæ som Pusjkin, eller rettere al den andægtige røgelse omkring ham, fik en tur i vridemaskinen; f.eks. i den lille sketch, hvor Pusjkin og klassikerkollegaen Gogol ikke gør andet end at skvatte over hinanden under eder og forbandelser. Abrupt og ubelejligt Gensynet med teksterne viser nu, at morskaben er temmelig tænderskærende. Kharms’ sorte komik er ikke politisk satire, den er afspejlinger af et udpint og afstumpet samfund. Her dør folk ustandselig, abrupt og ubelejligt, og de omkringstående kigger på det og går bagefter hver til sit, når det ikke er underholdende mere. Helt profetisk virker en tekst fra 1929, hvor en ingeniør sætter sig for at bygge »en enorm murstensmur tværs gennem Petersborg«. Det lykkes at gøre det på en eneste nat, og bagefter er murens opfinder melankolsk. »Han ved ikke selv, hvad denne mur skal bruges til«. Andre historier går i stykker helt af sig selv. En af de kendte indleder bogen – den, der fortæller om en rødhåret mand, men i løbet af bare otte linjer konstaterer, at manden absolut ingen legemsdele har og heller ingen indvolde. »Ingenting havde han! Så det er uklart, hvem der er tale om. Det er nok bedre, vi ikke taler mere om ham«. Marie Tetzlaff har udvalgt og oversat de mange tekster og fragmenter og ramt Kharms’ uhøvlede og alligevel stilbevidste stil fortræffeligt. Og til slut er bogen forsynet med et essay af den russisk-amerikanske lyriker og smalforlægger Matvei Yankelevich, der skriver grundigt om Kharms’ biografi og desuden prøver at fremhæve de mere transcendentale end absurdistiske træk i hans skrifter. Det er heller ikke uinteressant.
