Oldtidens herskere over Egypten havde den vane at genbruge eller decideret ødelægge deres forgængeres monumenter og gravmæler.
Det er trist for arkæologer og historikere, men vældig godt for romanforfattere med trang til romantiske og dramatiske eventyr med udgangspunkt i mere og især mindre velfunderede historiske kendsgerninger. Nutiden er sprængfuld af new age-historier om fortidens kendteste ikoner. En sådan historie er ’Nefertiti’, som er den californiske Egypten-begejstrede Michelle Morans romandebut. Med udgangspunkt i den smukke buste af Nefertiti, som befinder sig på et museum i Berlin, maler hun med den bredeste pensel en kulørt historie om en dramatisk periode i fortiden, i 1350’erne før vor tidsregning. Dengang da en enkelt farao styrtede alle Egyptens tusindårige guder og forjog deres præster til fordel for en enkel: Aten. Det er en historie, som bl.a. den finske forfatter Mika Waltari har beskrevet i sin legendariske roman ’Sinuhe’, om livlægen hos ’kætterkongen’ Akhnaten. Dog fortalt fra en ganske anden vinkel og i et helt andet tonefald. En narcissistisk galning I ’Nefertiti’ staves den oprørske farao Akhenaton (den danske stavemåde på de egyptiske guder er skiftet gennem tiderne, fra Aton til Aten og tilbage igen), men det er den mindste ændring. Man vil ikke kunne kende herskeren fra Waltaris portræt af en religiøs og kærlighedsfuld drømmer, der higer mod én gud, symboliseret ved solen. I denne roman er farao en narcissistisk galning, som ville falde flot ind i det nazistiske Tredje Rige, og hans dronning, Nefertiti, er om muligt mere selvglad og naiv.
