Kirsten M. Andersen et al. (red.): Fast tillid til fiktioner. Artikler og teser om litteratur og teologi. Forlaget Anis, 180 sider, 228 kroner.Tro I polyteistiske religioner er guderne nærværende og til stede overalt: i dørstolper, i kornet, der vokser, i mennesket, uden for mennesket, i følelserne, i himmellegemerne etc. Monoteismen hævder derimod, at der kun er én Gud; men denne Gud, der er livets suveræne skaber og hersker, er til gengæld komplet fraværende, hinsides al synlig virkelighed, kort sagt: transcendent. Monoteistiske religioner har med andre ord et ’transcendensproblem’. De monoteistiske religioner har altid kæmpet for at finde en måde, hvorpå denne transcendente Gud kan erfares som nærværende på trods af det eklatante fravær. Der er forskellige løsninger: Guds nærvær erfares gennem profeternes tale (jødedom), gennem inkarnationen, hvor det hinsidige midlertidigt blev dennesidigt (kristendommen), eller gennem en bog, der bogstaveligt formulerer Guds moralske vilje (islam). Endvidere kommer troen i højsædet. Eftersom Gud er fraværende, kan ’han’ ikke ses eller erfares direkte, men kun tros. Eller som der står i Hebræerbrevet: ’Tro er fast tillid til det … der ikke ses.’ Nyudgivelsen ’Fast tillid til fiktioner’ må ses i forlængelse af denne monoteistiske bestræbelse på at skabe formidling mellem det hinsidige og det dennesidige, mellem Gud og menneske. Bogen er skrevet af ni teologer/præster, der er enige om, at fiktionen – bredt forstået som kunst og fantasi – udgør et særligt privilegeret sted for mødet mellem det guddommelige og det menneskelige. For at kunne tale om ’det, der ikke ses’, må vi netop gøre brug af fantasiens evne til overskride sansningens grænser, netop som det sker i fiktionen. Fiktioner er ikke virkelighedsflugt, hedder det, men forsøget på at trænge bag om den synlige virkeligheds overflade for ’at se det usynlige i det synlige’. Ti teser Bogen indledes med ti teser, der kun spagfærdigt begrundes. Teserne handler blandt andet om, at fiktion ikke er det modsatte af virkelighed, at Bibelen er en litterær fiktion, at åbenbaring og fantasi ikke per definition udelukker hinanden etc. Hver tese rummer problemer nok til en lille afhandling, men det anfægter øjensynligt ikke forfatterkollektivet.
Bogens hovedkorpus består af ni artikler, der undersøger teologiske og bibelske motiver og transfigurationer i diverse fiktioner fra ’Don Quixote’ og ’Paradise Lost’ til El Grecos malerier. På denne måde viser bogens forfattere ganske elegant, hvorledes den bibelske kanon ikke kan låses fast, idet dens visioner og fiktioner fremdeles inspirerer til – eller skulle man sige ’åbenbarer’? – nye betydninger gennem den kunstneriske kreativitet. Kunsten bliver derved teologisk fortolket som Guds fortsatte åbenbaring. Refleksionerne over fiktion som teologisk sprog- og tænkeform åbner for nogle interessante perspektiver i forhold til monoteismens forsøg på at tematisere den fraværende Guds nærvær. I fiktionen lader man, ’som om’ noget er virkeligt, vel vidende at det (måske) ikke er det. Fantasien og kunsten kan ikke bogstaveligt være Guds åbenbaring, men kan – for det fantasifulde blik – ses, ’som om’ de var det. Gud er ikke nærværende, men i fiktionen kan vi lade, som om det var tilfældet – kritisk bevidste om, at vi altså her har med forestilling og fiktion at gøre. ’Fast tillid til fiktioner’ er et glimrende udtryk for, hvordan den postmoderne, selvrefleksive bevidsthed kun kan tilegne sig den religiøse tro æstetisk. For den postmoderne monoteist kan Guds nærvær kun erfares som et forestillet nærvær; via fiktionen kan vi, som Sanne Thøisen antyder i bogens sidste artikel, forestille os eller lade, ’som om Gud var nær’. Dermed peger bogen på frugtbar vis ud over den destruktive modsætning mellem ateisme og fundamentalisme. Som fast tillid til fiktioner befinder den religiøse tro sig nemlig et helt andet sted.
