0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mugabe er bange for kunsten

Robert Mugabe er hovedpersonen, når Zimbabwe i dag går til valg. Forfatteren Chenjerai Hove fortæller om et regime, der frygter kunsten.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En forfatter fra Zimbabwe mødes med en forfatter fra Yemen.

Forfatteren fra Zimbabwe spørger: »Hvor gammel er din diktator?«.

Ham fra Yemen svarer: »65 år«.

Den anden siger: »Åh, så har du problemer i lang tid. Min diktator er 82 år og dør måske snart ...«.

Det kan lyde som en vittighed. Ikke mindst fordi ordvekslingen akkompagneres af et langvarigt grin, da den fortælles af den zimbabwiske forfatter Chenjerai Hove, der tidligere på året lagde vejen forbi Danmark. Men det er såmænd alvorligt nok. Den ældste af de to diktatorer er Zimbabwes præsident, Robert Mugabe, der i mellemtiden er blevet 84 år. Han er i dag hovedpersonen i det valg, der afholdes i Zimbabwe.

Chenjerai Hove hører til de mange, der ikke er begejstret for sit lands nuværende – og formentlig fortsatte – leder.

»Han er en senil gammel mand, der fuldstændig har mistet realitetssansen og ikke bekymrer sig om, hvorvidt landet synker eller ej. Han nærmer sig enden på sit liv, og han vil synke med sit land«, fortæller Hove. »Han er en mand, der reagerer spontant og brutalt, når han bliver udfordret af politisk opposition, fagforeninger eller folk fra kulturlivet, f.eks. teaterfolk, poeter eller andre skribenter«.

Diktatur skaber et nyt sprog
Siden 2001 har Chenjerai Hove været i eksil. I dag bor og underviser han i USA, hvor han er tilknyttet Brown University. I årene inden boede han først i Frankrig og efterfølgende i Stavanger i en af de såkaldte ’fribyer’, der er et tilbud til forfulgte forfattere, journalister og tegnere.

Kan diktatur på nogen måde benyttes kunstnerisk?

»Ja, helt bestemt. Hvis du kigger på, hvordan min poesi har ændret sig, efterhånden som regimet er blevet mere og mere brutalt og diktatorisk. Det har givet mig mulighed for at skabe nye metaforer ud fra den erfaring. Jeg har skrevet et digt, der hedder ’Trail’ ...«.

Chenjerai Hove hiver digtsamlingen ’Blind Moon’ (2003) op af tasken og begynder at læse højt: »På din vej/ mod magtens hus/ efterlod du fodaftryk af blod/ så mange knuste hjerter/ så mange knuste hjerner/ så mange knuste mursten// på din vej/ mod magtens hus/ efterlod du et endeløst spor af blod// på din vej/ mod magtens hus/ efterlod du et spor af forældreløse/ du efterlod et spor af enker/ du efterlod et spor/ af smerte./ du fortærede farven/ i vores milde hjerter ...«. Hove standser her og forklarer:

»Man bliver tvunget til at skrive sådan. Man tænker normalt ikke, at sådanne ting sker, og så bliver man nødt til finde et sprog, der kan beskrive den erfaring. Der skal skabes nye billeder for at fastholde disse oplevelser. Et diktatur skaber et nyt ordforråd«.

Han nævner et eksempel om en kollega i Zimbabwe, der har skrevet et teaterstykke om en baby, der nægter at blive født. Udenfor venter nemlig en diktator.

»Hvis en diktator landede i Danmark, ville I være nødt til at finde en ny måde at beskrive det på. Det ligger så langt væk fra jeres bevidsthed ...«.

Zimbabwe set udefra
I et land som Zimbabwe er det ofte kunstnere, der kan fremstille nuancerne i samfundet. Men den slags er ilde hørt i et diktatur.

»Vi må forholde os til det faktum, at vi indimellem fremtræder skønne og andre gange grimme. Det er derfor, en diktator opfører sig så brutalt, når det gælder litteratur og kunst. En diktator tror på kvantiteten af menneskeliv: »Der er 14 millioner mennesker – de er mine«. Men når han prøver at blande sig i kunsten, i folks fantasi, opdager han, at kunsten – litteratur, musik, dans, billedkunst – allerede er til stede i befolkningens bevidsthed. Det er derfor, han hader kunsten«.

Kan du ramme de præcise beskrivelser af Zimbabwe, når du ikke er der?

»Ja. Nostalgien i at være væk skaber rent faktisk i min fantasi friske øjne til at se Zimbabwes ansigt. Til at se mit lands farver meget klarere og til at høre almindelige menneskers latter meget tydeligere. Når jeg skriver på mit modersmål, genopdager jeg det som et stykke guld i min lomme. Afstanden får en til at søge mere efter de hjørner i ens land, som man ikke rigtig ser, når man er hjemme«.

En taske fyldt med penge
Dengang Zimbabwe var ’hjemme’ for Chenjerai Hove, var livet turbulent.

»De forsøgte at inddrage mig i det politiske system, og jeg afviste dem. Jeg er ikke politiker, jeg er forfatter. De ville gøre mig til medlem af parlamentet – og sandsynligvis også til minister. Det skabte en masse spænding, fordi jeg samtidig var formand for forfatterforeningen og kæmpede mange kampe i forbindelse med forfulgte forfattere. Der var et stort pres for at gøre os alle ens, vi skulle alle være medlem af det regerende parti«.

Hove skrev på et tidspunkt en tale til informationsministeren, da hun sk