Det er velgørende at se Politiken bruge så megen plads på en af forårets væsentligste bøger, nemlig Thomas Bredsdorffs og Lasse Horne Kjældgaards ’Tolerance – eller hvordan man lærer at leve med dem, man hader’.
Ærgerligt bare, at hverken Peter Borums anmeldelse af bogen 1.2. eller Hans Hauges veloplagte bashing af den 8.3. gør den mindste smule ud af at fortælle, hvad bogen egentlig handler om. Den første er så forvirret og studentikost opstyltet, at man må få det indtryk, at der er tale om et langhåret nørde-skrift fra humanioras absolutte indercirkler. Hvad der lige præcis ikke er. Mens den anden – fair nok, kan man sige – tager bogen ved vingebenet ud fra en ganske bestemt position, nemlig den kristent grundtvigianske. Som rigtignok er en af dem, der står for skud i bogen. Men hvis man ikke får at vide på hvilken baggrund, kan man jo ikke bruge det til meget andet end at få sig et billigt grin. Det, der gør bogen væsentlig, er, at den prøver at finde nogle brugbare redskaber til at håndtere de højst nærværende – og bestemt ikke altid lige grinagtige – kulturelle udfordringer, som præger samfundet i dag. Nogle har talt om et ’civilisationernes sammenstød’ for dermed at antyde, at det drejer sig om så grundlæggende modsætninger, at de kun kan overvindes ved, at den ene part udraderer den anden. Bredsdorff og Kjældgaard vil gerne gå den modsatte vej rundt og foreslå alternative løsningsmodeller. Alene det gør, at deres bog burde få alle, såvel kulturdebattører som politikere og andre, der ikke gider mere højrøstet enten-eller-snak og mere meningsløs vold, til at spidse ører. For hvis man virkelig ærligt mener, at man er optaget af at løse frem for at fyre yderligere op under problemerne, må det da være oplagt at gå til dem, der siger, at der faktisk findes en anden vej. At intolerance ikke nødvendigvis skal imødegås med mere intolerance. Hvad det fører til, har vi jo set rigeligt med eksempler på.
