En rigmand dør på bukkejagt på en anden rigmands jagtmarker.

Øjensynligt skudt ned af en anden jæger med bue og pil. Mordet har tråde til begivenheder oppe i Nordhavet med katastrofalt skibbrud og en forsvunden kvinde. Robin Hansen, en politimand rundet af ringe kår og dog født til at sejle store skibe, bliver nødtvungent sat på sagen, som fører ham op til Bjørneøen nord for polarcirklen. Tilsyneladende alene og så alligevel ikke – en hemmelig passager er med i lasten. Det kommer til konfrontation med fortiden, forræderi, fortrængninger og dobbeltspil. MAN SKAL VÆRE venlig mod en debutant, så lad mig begynde med det, som trækker talentfuldt og positivt op. Steffen Jacobsens ’Passageren’ er slet ikke så ringe endda, når han lader sine personer med ekspertise og kunnen færdes til vands eller til lands, i krise og krig. Bogen nævner selv gamle Alistair MacLean undervejs. Så det undrer mig faktisk, at forfatteren ikke ’bare’ skrev en detaljemættet knowhow-omgang ’mænd uden kvinder’-ramasjang, som just den skotske spændingsforfatter.
Stilistisk stringens I stedet for denne sag, som kalder sig en krimi. Men til en krimi kræves der lidt mere poesi og prosa end til en mandfolkelig og saltvandet eventyrroman. Plus stilistisk stringens, intrigant tæft og et nogenlunde logisk og læseligt sprog, som dynamisk fører fremad i plottet. Jacobsens personer taler op og ned ad siderne. Skoleminder, sygdomshistorier, soldatertid og diverse skæbner krydret med forfatterens egen mondæne namedropping, mærkevarer, som forudsættes bekendt af læseren. Jeg ved for eksempel ikke, hvad et Jette Nevers-tæppe er, og kun via akademisk forkundskab og tekstlig sammenhæng kan jeg regne ud, at ’malignt lymfom’ ikke er nogen rar ting at rage til sig. Jamen ved de fleste danskere, at verbet atrofiere betyder hentæres, svinde ind? Og hvad dælen er en Terence Conran-bog? Ja, undskyld mig, har der overhovedet været en redaktør indeover at luge ud i romanens indforståede (fremmed)sprog? For slet ikke at tale om forfatterens underlige metaforik, der er lige til samlingen hos en kær kollega på Weekendavisen, der samler på sligt. »Hun var linier og kurver, man burde holde internationale symposier om«. Sådan hedder det gud hjælpe mig om heltens kone i en øm situation; billedligt opløst betyder det, at her til formiddag skal vi tale om min kones bryster! Der er flere af slagsen. Et stråtag efter regn damper som en friskbagt postej. Lige ud af Vorherres egen ovn? Et sted brøler vor helt sorgfuldt af smerte »som en ko, der er ved at gå ned i en sump«. Frivilligt? Forlaget fortæller, at ’Passageren’ allerede er blevet solgt til Sverige og Italien. Til lykke. Kanske disse lande har en mere sofistikeret læserskare, som færdes hjemmevant mellem modehuse, bådtyper, jagtrifler og dyr parfume. Men som sikkert også ved, at Simone Signoret aldrig har spillet med i ’Tågernes kaj’. Småting, men sådan er der faktisk så meget. En bog med markant internationale ambitioner må forvente at stå for skud, når der går rod i ramasjanget helt ud i den lokale detalje.