Når jeg i den forgangne uge har siddet med næsen nede i ’Supermagten Kina’, har mine nærmeste nysgerrigt spurgt til, hvad jeg nu læste. De første dage var min respons, at jeg sad med en journalistisk beretning fra Kina forfattet af en af de mest drevne Asien-journalister i Danmark. Vi får nemlig lov at følge med Flemming Ytzen og hans kinesiske informanter ind i Mao Zedongs Mausolæum på Den Himmelske Freds Plads og bliver bragt tæt på forståelsen af Mao-kulten gennem interview med kinesiske akademikere og henvisninger til populære historiske beretninger om Mao, for til sidst at ende foran gravmælet igen. Usikkerhed om Ytzens ærinde I samme stil sætter forfatteren Kinas enorme miljøproblemer under lup gennem interview og henvisninger til rapporter. Her er Ytzen allerbedst, fordi han rendyrker den journalistiske genre, som han mestrer flot. Men som dagene gik, og siderne i bogen blev fordøjet, blev mine svar på de gentagne spørgsmål tiltagende vage. Desværre synes jeg, at det ikke er helt klart, hvilken genre Ytzens bog egentlig indskriver sig i – mange af de efterfølgende historiske beretninger virker, som var de taget ud af en lærebog om Kina. Usikkerheden om Ytzens egentlige ærinde fortsætter, når han vender tilbage til gamle interview med Harry Wu (Wu Hongda), som sad 19 år i en kinesisk arbejdslejr, og til en af studenterlederne Wuer Kaixi fra demonstrationerne i 1989 på Den Himmelske Freds Plads, for læseren får aldrig at vide, hvornår disse interview er blevet lavet.
Interview- eller debatbog? Jeg får den tanke, at bogen måske er en samling af interview med prominente kinesiske dissidenter. Men det er den heller ikke, for læser man videre, finder forfatteren også plads til kapitler, som mere er en debatbog værdig. Ytzen belærer os bl.a. om, at vi kan lige så godt indstille os på, at Kina bliver en økonomisk stormagt »i stedet for at repetere klagesangene over underskuddet af rettigheder i Kina for titusinde gang, …«. Og vi får en forklaring på, at venerationen for maoismen i 1970’erne kunne skyldes, »at selve Maos teoretiske vision var i samklang med nogle af de idealer, der havde båret det danske velfærdssamfund frem«. Jeg er nu ikke særlig overbevist om dette arguments holdbarhed, og de korte kapitler om Danmarks historiske og politiske relationer til Kina underbygger heller ikke en sådan forklaring på, at en række danske forskere og journalister så let kunne overbevises om det socialistiske paradis i Kina. Kinas moderniseringsvidunder Denne vigtige diskussion til trods, så ville det være misvisende at bruge betegnelsen debatbog eller essaysamling for ’Supermagten Kina’. Efter kapitler med diverse aspekter af nutidens kinesiske samfund og den historiske arv forsøger forfatteren sig med en forklaring på Kinas moderniseringsvidunder. Her præsenteres lærde menneskers fortolkning af kinesisk tankegang og filosofi, men selv om Ytzen tilsyneladende ikke selv er helt overbevist om, at Kinas økonomiske vidunder kan forklares ud fra 2000-3000 år gamle doktriner, så er det alligevel bemærkelsesværdigt, at han, som den meget velinformerede journalist han er, ikke også tilbyder mindre kulturelt definerede forklaringer. Godt forvirret af bogens skiftende perspektiver nåede jeg dog frem til bogens sidste kapitel. Et snævert økonomisk udviklingsparadigme Til trods for de flagrende nedslag i Kinas moderne historie og samfundsudvikling på de foregående sider, så lå svaret på bogens undertitel – mirakel eller mareridt – alligevel lige for. Kina er et udviklingsmirakel, også selv om bogomslaget præges af et bybillede helt formørket i smog. Miraklet består nemlig i, at Kinas autoritære ledelse i bedste virksomhedsstil har formået at transformere landet til en økonomisk dynamo i modsætning til f.eks. et demokratisk udviklingsland som Indien. Hermed synes forfatteren at have tilbagevist, at demokrati er en nødvendig forudsætning for økonomisk vækst. Hvor er det bare ærgerligt, at Ytzen kun ser på Kina inden for dette snævre økonomiske udviklingsparadigme, men måske er vi stadig så besnæret af Riget i Midten, at vi ligesom i 1970’erne blændes af regimets fantastiske fremskridt? På trods af mine forbehold tror jeg alligevel, at bogen med sine mangfoldige nedslag på Kinas samfund kan vække interesse hos mange læsere og give dem en bredere forståelse for det store sammensatte land.