Kloge øjne. Blandt motiverne i ’Min far kan lide  fugle’ er forholdet mellem det at være intelligent eller dum. Der filosoferes blandt  andet over strudsens hjerne, der efter  sigende skulle være på størrelse med dens øjne.  Arkivfoto: AP/ Petros Karadjias

Kloge øjne. Blandt motiverne i ’Min far kan lide fugle’ er forholdet mellem det at være intelligent eller dum. Der filosoferes blandt andet over strudsens hjerne, der efter sigende skulle være på størrelse med dens øjne. Arkivfoto: AP/ Petros Karadjias

Bøger

Jeg kan ikke holde op med at drømme om dem

Maja Lucas mestrer kunsten at skrive let om det tungeste i sin prosalyriske bog, der tager udgangspunkt i forældrenes skilsmisse.

Bøger

Den trediveårige Maja Lucas, der debuterede sidste år med de stilsikre ’Jegfortællinger’, kommer nu stærkt igen med en række lyriske prosastykker, der samlet videregiver et barns oplevelse af forældrenes skilsmisse og de erindringsspor, der har aflejret sig i det voksne jeg.

»Jeg savner ikke min mor og far, men jeg savner at se dem ved siden af hinanden«, hedder det et sted.

I barnets bevidsthed er mor og far, der kaldes Pappy og Hanne, ét.

Det er denne enhed, der slås i stykker i et af bogens voldsomme og centrale billeder:

»For de boede i det samme hus, de kørte i den samme bil, de sov i den samme seng, de var PappyogHanne, de kunne ikke tænkes hver for sig. Men de slog PappyogHanne hårdt mod køkkenbordets kant, de satte PappyogHanne ind i skruetvingen og sled det fra hinanden, de smed PappyogHanne ned ad kældertrappen, så det blev knust, og så lagde de stumperne ud i haven«.

Så præcist kan det siges.

Drømmefugle og en forreven familie
Der er noget på spil i disse dirrende tekster, præget af både tristesse og humor, sammensat af drømmefugle og en forreven familie.

Det voksne jeg bliver ved med at drømme om forældrene, og det er ikke mindst gennem disse drømme, at forældrene og barnets oplevelse af skilsmissen får liv.

I en indledende drøm hjælper faderen fugle ud af et rum. I virkeligheden sparker han til dem.

I slutafsnittet bliver hun vækket af mågeskrig. Men »her er der ingen fugle, som lever«, lyder romanens grumme udgangssætning.

Med moderen, der er læge, taler barnet meget om dyr, sygdomme, immunforsvar og død.

En forfrossen livsfornemmelse
Hun har arvet den lille mors intelligens og den høje fars størrelse. Det plejer at være omvendt, mener hun – »måske er det derfor, jeg har det så mærkeligt«, konstateres det tørt et af de steder, der angiver en noget forfrossen livsfornemmelse.

Faderen undrer sig over, at hun går med dunjakke på indendørs: »Det er, fordi jeg fryser mere, end han nogensinde har drømt om«.

Selv undrer hun sig i en anden af teksterne over, at hun rummer så megen varme, at vinduerne er dugget til, når hun vågner.

Alle tekster taler til og uddyber hinanden i denne gennemkomponerede samling.

At være intelligent eller dum er et motiv, der vendes på underfundig måde, som når der filosoferes over strudsens lillebitte hjerne.

Store fugle har et bedre immunforsvar, fortæller lægemoderen. »Men jeg har læst, at strudsens hjerne er på størrelse med dens øjne, så hvad nytter det gode helbred egentlig, tænker jeg, hvis man er dum som et bræt. Eller måske har den et godt helbred, fordi den er dum; hører man ikke tit, at de dummeste er de lykkeligste her i livet«.

Et univers af tab og skrøbelighed
Man har lyst til at citere hele stykket, der efterfølges af et par artistiske og meget morsomme kolbøtter i gengivelsen af barnets konkrete logik.

Det er et univers af tab og skrøbelighed – alt det, et barn ikke kan gøre noget ved – som Maja Lucas fremkalder med glasklar tydelighed.

Det tilbageskuende forløb rummer sammenstykket en hel familiehistorie med halvsøster og slægtninge, hvoraf mange er døde på mere eller mindre dramatisk vis.

Maja Lucas formår virkelig at samle dette komplekse og oprivende stof på en bemærkelsesværdig måde. Hendes stemme er original, hendes billeder præcise – så slående og ubesværede, at man flyver gennem bogen og bliver ved med at interessere sig for den for hver ny gennemlæsning.

Forfatteren mestrer kunsten at skrive let om det tungeste.

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce