Næsten alle Martin Halls indlysende svagheder er tillige hans knap så åbenlyse potentielle styrker. Hall er i egen forståelse den ekstremt selvbevidste og selviscenesættende poseur, flanør, dandy, den dekadente og følsomme libertiner og senromantiker i én og samme kulturkritiske apoteose, nu også som sensibel 45-årig. Og som sådan træder han os her i møde – i form af korte ’notater’ og ’essays’ overvejende skrevet til diverse gratisaviser og Jyllands-Posten, og for at give indtryk af både stilen og manden (efter Buffons »stilen, det er manden selv«) kan vi jo straks lytte efter: »Forestil Dem en forpint sjæl uden sin nervemedicin. En mand der burde passe bedre på hjerte og helbred. En både ødsel og uterlig person hvad angår brugen af sit intellekt. Et stærkt allergisk gespenst sendt direkte ind i en af forbrugskulturens mest heftige trykkogere«. Skvatter i en banan og bliver banal Mens titlen ’Infodemens’ derfor åbenlyst er tænkt som kritik af forbrugerismens grasserende distribution af ’infotainment’ – den fladpandede og lavsindede reduktion af information til underholdning – rummer den beklageligvis samtidig en vis, ironisk brod rettet mod Hall selv. For der er klare tendenser til, at Halls egen skrivestil og krukkeri udarter til en form for fjoget demens. Hvor æsteten Chateaubriand Junior skvatter i en banan og bare bliver banal. Lad mig give et par eksempler. Hall kritiserer reality-tv med dets udstilling af individer fra socialgruppe fem; den danske musikscene (som den viste sig ved Danish Music Awards) for at være »røvkedelig« og provinsiel; Hall påtaler, at håndværkerne nu tager kokain i stedet for at drikke øl; undsiger boulevardpressens vulgære og nyfigne stikken kameraer i hovedet på sørgende efterladte til begravelser; gør indsigelser mod slåfejl i oversættelser; afviser reklameindustriens tendens til at bombardere os med stadig mere hårdkogte midler etc. etc. Skyggeside af oppustet soufflé Alt sammen fuldkommen rigtigt og uimodsigeligt – men også vældig langt fjernet fra den genuint overraskende observationsevne, vi kan finde hos Walter Benjamin og Charles Baudelaire (han henviser til begge), og hvor vi derfor heller ikke just kan sige med Rimbaud at være en sæson i helvede. Det er imidlertid ikke en fuldkommen retfærdig og fyldestgørende beskrivelse af Halls fremfærd. Det skal nemlig med, at hele denne skyggeside af oppustet soufflé i tilgift er forsynet med en som bedst egenartet stemmeføring, der når, om ikke Baudelaires højder, så dog i hvert fald noget hinsides den trivielle misantrops sigtefelt. I centrum står Martin Kongstads reportage fra det af Hall arrangerede ’Bal des Artistes’, en øjensynligt dejligt semi-dekadent begivenhed. Og så er der helt elementært Halls komplet udanske mod til at krukke uhæmmet, hvorfor Oscar Wilde selvsagt må være en af heltene; det afgiver i det mindste løfte om noget bedre end disse mestendels for demente småtterier fra gratisavisernes i slet forstand adspredte overdrev. Halls sort-hvide kollager er set med mine kunstkritiske øjne ikke synderligt vellykkede.