Venusia er født i Rom i 1915 af en italiensk far og en dansk mor. Som gammel sidder hun i Danmark og gennemgår et broget livsforløb, der efter den italienske families konkurs fører hende til Schweiz og siden Danmark. Som barn er hun besat af talmagi, som voksen får hun flere ægtemænd og i en sen alder børn, mens hun fra sidelinjen iagttager århundredets store begivenheder. Men først og fremmest centrerer hendes historie sig om en gåde: »Mit første åndedrag aktiverede et eller andet fejltrin, der var begået i familien. Måske flere generationer før min. Og i en slags dominoeffekt løb fejlen op gennem slægtleddene og ramte mig. Mine hænder. Morgen, middag, aften og nat. Sådan måtte det være«. Hænder af ibenholdt Debutanten Lone B. Skovgaard lader sin jegfortæller udforske dette gådefulde, formodede fejltrin, der helt konkret rammer hende på hænderne. Venusias hænder begynder nemlig at visne, da hun er lille, og en dag falder de simpelthen af. En af de italienske tanter forsyner hende løbende med hænder lavet af ibenholt, og med dem får hun et »greb om tingene«. En dag føles hænderne levende, nervetråde forlænges ind i træet. Manden »med øjne som ønskeopfyldende juveler«, som drog af med hendes første kunstige dukkeagtige hænder, kommer og går i hjemmet – forbinder han sig til familiegåden, der måske slet ikke er så gådefuld endda? Der er så langtfra tale om en traditionel slægtshistorie, ej heller om et tidsbillede af 1900-tallet, selv om der er nedslag i århundredets begivenheder eller opfindelser angivet med årstal som optakt til en del kapitler. Holdt hen i det uendelige Romanen er snarere en slags eventyragtig fortælling, hvor en homunculus, en levende bamse og et tidstræ optræder med lige så stor realitet som Venusias mange familiemedlemmer. Det er således en helt egen forestillingsverden, der etableres. Det er forfatteren for så vidt udmærket i stand til. Men romanens problem er, at hun ikke har det, man før i tiden kaldte ’skikkelsesdannende evne’. Det gør det slet og ret svært at interessere sig for romanens mange personer, inklusive hovedpersonen, og omstændighederne omkring familiegåden, blodet og hænderne er ikke nok til at fungere som fremdrift i en roman af denne længde. Man føler som læser, at man bliver holdt hen i det uendelige, og den form for fortættet stemning, forfatteren er i stand til at etablere, samles ikke i en retning, men afmattes og flyder ud i langstrakte forløb med for mange gentagelser. Den fantastiske genre, der altid er vanskelig og kræver stor disciplin, snigløber dét, forfatteren kan. Hun smider alt for mange bolde op i luften på en gang til at kunne fange dem ordentligt.