Vi er stille og roligt, og over tre bind, gode og gedigne krimier om den sympatiske strisser Poul Bjørner og kolleger på stationen i Rosenvænget ude på Østerbro i København.

Cyklet frem til krigens skæbnesvangre skelsår, 1943, med flere strejker og mere sabotage i politiromanen ’Profeten’. Skruen strammes nu, hvor krigslykken er vendt for Nazityskland, og kriminaliteten stiger til uanede og ganske uanstændige tiltag, folk stjæler som aldrig før, fra cykler til syltetøj, tøj og tobak. Thi krigen og krisen kradser, og rationeringsmærker er få og små, nationen savner i den grad smøger og smør. Danske østfrontkæmpere kommer hjem på orlov, ikke som nationens helte, men som gadens bøller, og selv om tyske soldater trækker op med honnør og fane, messingsuppe og strækmarch, er modstanden mod de ellers hidtil så høflige germanere i trøjen støt og stædigt stigende. Også på politistationen, som både har sin danske jøde og sin ærkenazist placeret aktivt i korpset. Men midt i alle de krigsmæssige trakasserier er kriminalitet såmænd også gemen og almen. En ældre kvinde findes død i sin lejlighed, øjensynlig ramt af et slagtilfælde eller et hjerteslag. Men sådan er det ikke, og snart er Bjørner og co. på jagt efter en fatal svindler, som kalder sig Profeten og hidkalder især ældre damer med penge til seancer om, at verdens undergang er lige om hjørnet. Alt imens at engelske bombere kaster død og ødelæggelse over storbyen, sabotører bliver dristigere og kækkere i deres krig mod værnemagere, plus pø om pø begynder indkredsningen af danske jøder. Flødeskumsfronten er blevet sur, og Hitlers kanariefugl viser klør.
I skyggen af svastika Var du vild med tv-serien om kommissær Foyle og hjemmefronten i Sydengland under sidste verdenskrig, må Ole Frøslevs sympatiske og velskrevne serie om danske strømere i skyggen af svastika være lige noget for dig og din læsning. Frøslev bemestrer suverænt sit stof og sin epokes stemning og slang, fra at nole noget til at have sig en gefugtning, til hvad der gik af tyske film i Kinopalæet og forne mærker i hjemmegjorte cerutter og cigarer. Hans politimennesker er gennemgående og gennemførte rare at være i lukaf med. Så alt i alt leveres der et fint signalement for en gang skyld af det ikkeakademiske småborgerskab i en presset situation på smalhals og stillingtagen. Serien ånder bogstaveligt talt af periodens alsang om, at de binder os på mund og hånd, men du kan ikke binde ånd, og snart kommer der en dag! Dog spises der rigtig mange madpakker, cykles meget omkring, skiftes sporvogn og hygges igennem på en kødløs aften. Fair nok, men for min skyld måtte der godt geares lidt op i fart og tempo i intrigens afvikling. Bogen slutter selvfølgelig med Danmarks stadigvæk fineste time, oktober 1943, hvor de fleste danske jøder kom over sundet til det neutrale Sverige. Men det glimrende beske ved bogen er just malurt i bægeret med de smukke myter. Ikke alle jøder kom bort, og hele fjorten af slagsen begik selvmord! Selv ikke danske bøgetræer vokser op i himlen!