Den »slutningens betydning«, som megen skønlitteratur fra modernismen og frem har kviet sig ved at levere, søger man som læser forventningsfuldt i blandt andet den klassiske krimi. Derfor skuffes man også, når den udebliver. Og det gør den i Steen Harvigs nye thriller ’Foran mørket’. Godt nok pågribes gerningspersonen til allersidst, men vedkommende er for marginal en figur, og motiverne for uklare til, at tilfredsstillelsen indfinder sig. Det er min væsentligste anke mod dette seneste værk af Harvig, der bestemt er en ferm krimiforfatter. Oplægget er ellers lovende. En serie af prostituerede findes ombragt på bestialsk vis. Omhyggeligt anbragte tegn leder den unge politiassistent Morten Krag i retning af sin egen familie, fætrene Lars og Søren Illum, hvis forældre er omkommet to år forinden ved en mystisk bilulykke i Frankrig. Lars er autist og leverer indirekte meddelelser, som opklaringen afhænger af. Tilsyneladende har deres far, Krags onkel, Vagn Illum – pæn skolelærer med murermestervilla i Charlottenlund og ferielejlighed i Sydfrankrig – været involveret i prostitutionsmiljøet. Men på hvilken måde og med hvilken betydning for de drabelige begivenheder, der udfolder sig på nutidsplanet? Det er de spørgsmål, Krags efterforskning samler sig omkring. Foran mørket Morten Krag, som er den gennemgående hovedperson i Harvigs krimiserie, er mere i fokus i ’Foran mørket’ end tidligere. Naturligt nok, eftersom han er involveret i sagen. Men hverken han eller hans fejlbehæftede efterforskning er lige så interessant at følge som de udleverende overklasse-miljøskildringer, som Harvig brillerede med i forrige krimi, ’Blind vej’. Hartvig er ikke i sit es i skildringerne af omgangsformerne i den yngre generation, som fortrinsvis befolker denne krimi. De skal forestille at være i tyverne og trediverne, men gebærder sig fuldstændigt som deres forældres generation. På bagsiden af bogen står der, at den »på flere måder kommenterer og sætter spørgsmålstegn ved det såkaldte ’Velfærdsdanmark’«. Det er formodentlig et forsøg på at lægge sig i slipstrømmen af den succes, som den skandinaviske velfærdskrimi har fået igen i de senere år. Men jeg har ærlig talt svært ved at se, hvordan denne krimi kan siges at problematisere noget, der specifikt har med velfærdssamfundet at gøre. Den udfordring af forestillingerne om individuelt og kollektivt ansvar, som er en af velfærdskrimiens mærkesager, findes der for eksempel ikke spor af. Det forekommer mig, at heller ikke dette løfte indfris af ’Foran mørket’.