I 30’erne hed de ’Filmsromaner’ – med s – og blev skrevet til kiosksalg over populære ’biografstykker’.
Journalisten Michael Holbek Jensens ’Flammen & Citronen’ er et lignende spin-off fra Ole Chr. Madsens højhypede film om de to modstandshelte, og det virker mest, som om TV 2’s forlag vil presse citronen en ekstra gang. Det diskutable ved romanens metode er, at den, som forfatteren forklarer, bygger dels på filmens manuskript, dels på »sagsakter, rapporter, dokumenter, avisartikler, erindringer og udsagn«, hvoraf nogle har været »udsat for fiktionens greb«. Man skal ikke have gået længe i den kildekritiske grundskole – engang fik man den slags børnelærdom på Journalisthøjskolen – for at høre alarmklokkerne ringe. Romanen følger Flammen og Citronen fra december 1943, hvor de optrapper deres likvidationer af påståede ’stikkere’ og siden deres private krig, mens de kanter sig uden om diverse fælder, døller sig med ’fartpiller’ og årgangsvin – og kommer stadig længere ud i tovene, indtil de i oktober 44 begge indkredses af Gestapo og dør. Efterspillet angiver, at Flammen blev stukket af en veninde. Som thriller fungerer historien effektivt. Problemet er, at autentiske figurer og situationer blandes med fiktive ditto og romangreb om dobbeltspil og svigt, skønt den autentiske historie er interessant nok. Peter Øvig Knudsens bøger om besættelsens krig i krigen formår helt anderledes at forene kildetroskab med fortællekunst. Rastløs voldrus Bogens andet problem er, at det, som romanformen kunne lægge til: den psykologisk-moralske analyse af Flammens og Citronens rastløse voldsrus – det kan Michael Holbek Jensen ikke mobilisere. I stedet gejler han dramaet op med hjulpisker. Hans tough guys »nakker nazier«, »pløkker« stikkere og »flår kraniekassen« op på de »melblege« fjender. De »kvaser« cigaretter, »sparker« bilen i gang og smækker »ammu« i »kanonen«, mens de føler »amfetaminens korte spark i hjertepumpen«, så »alle sanser går op i det røde felt«. Personkarakteristikken er på samme niveau. Lumske chefer har smil som »en kvælerslange« og »som skinnende rævesakse«, mens bogens femme fatale opflammer Flammen med »et af den slags smil, der kan tænde op i en pejs«. For ikke at tale om, når de ligger i pejsevarmen, og han »jager sin tungespids ind i hende som en skarv i styrtdyk«, og de drømmer om evigt at »kredse om hinanden som to kloder i et lukket magnetfelt«. Sabotagen tænder forfatterens poetiske blus, så »flammerne slår op af bygningen som spillende dragetunger i den sorte sydhavnsnat«. Radise-hunden Nuser har ikke skrevet forgæves: »Det var en mørk og stormfuld nat«. Rigtig Litteratur Romanens billedsprog skal vise, at dette her er Rigtig Litteratur. Så får vi at vide, at cigaretrøgen »vuggende rejser sig mod loftet som en grå cobra«, at Citronens »ubarberede kinder og hage ligner en underbelyst stubmark i en Dreyer-film«, og at terrorchefen Bovensiepen, den »lede overhund« med »den fede tyrenakke«, har fået »et dantesk helvedesanfald«. Dette henrivende nonsens røber ikke kendskab til Dante, men det viser, at Raymond Chandler heller ikke har skrevet forgæves. Bortset fra, at Chandlers ironiske stil netop holdt tungen lige i munden og ikke læssede ord på med kageskovl. Al denne stilløse smartness kan man naturligvis grine ad, mens man – ret skal være ret – bliver underholdt af den spænding, som romanen også har. Men udgivelsen har samtidig et kulturpolitisk perspektiv. Engang skulle public service-kanalerne være folkeoplysende. Nu er de opsuget i underholdningsindustrien, og TV 2’s forlag ’markerer’ 9. april ved at presse Citronen med denne splatterfilm i bogform. Tja.
