Livet i bindestregen

Lyt til artiklen

Man ved i starten ikke helt, hvor den kommer fra, den fortællende stemme i Junot Diaz’ første roman, ’The Brief Wondrous Life of Oscar Wao’. Men den tager så insisterende fat i én, at det er umuligt at stå imod – og hopper man først i kanen med denne dominkansk-amerikanske latino loverboy af en roman, skal man ikke regne med at komme ud af den lige foreløbig. Så forførende og forfærdende er det eventyr, den fortæller. Bogens første hovedperson – der er en to-tre stykker – er ellers lige det modsatte: Oscar er en overvægtig nørd, der spiller rollespil, læser tegneserier og skriver science fiction til skrivebordsskuffen. Han bor hos sin dominerende mor, Beli, sammen med søsteren Lola i en forstad til New York og skal her ved bogens begyndelse på college. Der er lagt i brændeovnen til en god, gammeldags dannelsesroman, men sådan en størrelse er ’The Brief Wondrous Life of Oscar Wao’ ikke. Som søn af immigranter findes der nemlig ikke nogen ’rigtig hylde’ i tilværelsen for Oscar – han er altid aparte, delt mellem to kulturer og to verdener: et gammelt, brutalt, men mytisk meningsfuldt univers og en ny verden af demokratiske, men depressive dimensioner. En historie med masser af brutalitet Oscars mor kommer fra Den Dominikanske Republik, og hendes historie hopper fortællerens stemme nu over til, lige som den hopper op og ned på siden mellem den hovedtekst, der på sin frække, frimodige facon fortæller om Belis forfærdelige fortid, og så de fodnoter, der nederst på siden og i samme bramfri tone fortæller landets dystre historie under den grusomme diktator, Rafael Leonidas Trujillo. Det er en historie med masser af brutalitet, vold og tortur, men det er også en historie om lidenskab, tro og nåde – og så er det en historie, der fortæller noget, som historiebøgerne ellers ikke melder noget om: at Trujillos rædselsregime, der begyndte i 1930 og først sluttede over 31 år senere, fra start til slut var støttet af den amerikanske regering. Hvem er det så, der taler her – om det dominikanske diktatur og om Beli, Oscar og Lola? Det er øjensynligt Oscars sambo og eneste ven fra college, Yunior, der røber sig halvt inde i romanen, hvor vores tragiske titelperson ligger underdrejet i depression og selvmordstanker. En ven han ikke kunne redde I modsætning til Oscar lever Yunior fuldt op til sit latinamerikanske rygte og nedlægger stribevis af kvinder i løbet af bogens 335 sider, og det viser sig da også, at hans tilbud om at flytte sammen med nørden Oscar faktisk bare var ment som et strategisk træk i forførelsen af Lola. Men det er ikke Yuniors erobringer, bogen handler om – den handler i stedet om den ven, han ikke kunne redde, om den kvinde, han ikke kunne holde på og om den verden, der for ham som for hundredtusindvis af andre immigrantbørn er splintret i tusinde, tragiske dele, som det er op til hver især at sætte sammen på ny. Og det formår ’The Brief Wondrous Life of Oscar Wao’ at gøre med sin frække hybrid af en prosa, der i flæng blander engelsk og spansk for at vise, hvordan livet er her i bindestregen af det dominikansk-amerikanske liv. Det gør den så overbevisende, at Junot Diaz – som er halvt dominikaner – må tælles blandt de bedste af både dem med og uden bindestreg af tidens amerikanske forfattere.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her