Midt i Stockholm i den kolde svenske vinter finder man spontant 43 børn, ensomme og forladte. Småfolk smidt ud af en bus, som har sniffet sig ind i koma og glemsel via giftige limstifter. Hvor de kommer fra, ved ingen, men noget tyder på et østland, og at de er blevet efterladt af kyniske, ukendte forbrydere. Politiet, med forfatterparrets gamle kendinge, ældre Ewert Grens og yngre Sven Sundkvist, træder snart i aktion her i ’Pigen under gaden’. Sættes til at finde ud af, hvad der er meningen med dette usle og misrøgtede børnekorstog, strandet skæbnesvangert og gådefuldt i senmodernitetens Sverige. Samtidig følger du nogle hjemløse, som bor under jorden i den glatte metropol, klejne mennesker, som har lukket sig ude af folkehjemmet med vilje, vendt ryggen til svensk selvtilfredshed. Men så sker der et mord, som synes at have tematiske tråde til disse underjordiske udstødte. Og så går vi i gang med en sort, lang sang om de forfærdelige tilstande, svenskere lever under, når de ikke er en del af den skandinaviske solside og skærgård med evigt smil i sindet og spandfulde af penge. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg aldrig har været vild med Roslund & Helleströms hidsige og heftige, socialindignerede politikrimier med dagens ret kogt op på en kriminel fond, som netop nu er på forsiderne af boulevardpressen. Gerne skrevet i rappe hovedsætninger med hurtige ord, der fyger rundt på siderne, som skudt ud fra en maskinpistol i hænderne på en stakkel, der desværre lider af Parkinsons syge. Kommer aldrig op til overfladen Men denne gang er det værre end ellers. Svensk staccato på små hovedsætninger printet med eftertryk ind på siderne, som om det var et af de ti bud på Moses’ bjergtagende stentavler. Med en alvor, der just lever op til danske fordomme om, at svenskere er germanere forklædt som mennesker, der ikke har været på toilettet i månedsvis, lider af morgenhår hele dagen, har kronisk armsved og evindeligt mumler rundt i en egen mut tristesse, hvor det er samfundets skyld det hele, fra rådne kødboller i Coop til klimaforandringer i Kiruna! Et sted talte jeg syv gange på en side ’hun’ som forfelt og begyndelse til abrupte hovedsætninger, der får selv en Hemingways stil til at ligne det rene kancelli. Samtidig indfinder spændingen sig ikke særligt, og ærlig talt: Nu er jeg i hvert fald træt af at høre om Greens store samling af Siw Malmkvist-plader! Temaerne er henholdsvis trafficking, pædofili, børnemishandling og dødsstraf, og hvor skal jeg skrive under for at forhindre, at slige rædsler sker? ’Pigen under gaden’ kommer aldrig op til overfladen som ordentlig krimilitteratur.