Det er formentlig kun få, der gør sig begreb om, hvor uhyre krævende en disciplin korrekturlæsning faktisk er. Hvis det skal gøres efter alle kunstens regler. Det kræver en koncentration og en sprogsikkerhed, som ikke mange mestrer. Eller måske snarere en mangel på sproglig selvsikkerhed, for korrektørens »viden, om at han ikke er perfekt, er hans stærkeste våben … Hellere slå et ord op i ordbogen en gang for meget end en gang for lidt«. Det er hovedpersonen i sangeren og tekstforfatteren Peter H. Olesens debutroman ’Korrekturlæseren’, der giver os dette fif. Titlen svarer til hans jobbeskrivelse, for han lever af at læse korrektur. Et arbejde, han udfører i sin lejlighed i provinsen i selvvalgt eksil . I små tekstafsnit beskriver han sig selv og sin minimalistiske tilværelse i faste rammer og med ubrydelige ritualer. Omkring ham svæver som sociale satellitter hans ekskone, lille datter, Mor med stort samt bankrådgiveren Jeannette, som han fantaserer om. Interesseret – og dog på behørig afstand – følger han med i sin nabos deroute, mens man som læser snart fornemmer, at det nemt kan gå samme vej for ham selv. De mange besværgelser, som selvopretholdelsen kræver, røber hurtigt sindets skrøbelighed. Eksperimentet i Peter H. Olesens bog om denne navnløse knudemand går vel ud på at beskrive korrekturlæsning som en sindstilstand – som en pedantisk opmærksomhed på fejl, der afskærmer for nærmere kontakt med tilværelsens indholdsmæssige aspekter. Og gennemført er det; der er ikke noget at udsætte på udførelsen, men tilbage sidder man ikke desto mindre med en sløv fornemmelse af at have overværet en stiløvelse.