Et leksikon er forskelligt fra alle andre bøger i én henseende. Man læser ikke et leksikon; man læser i et leksikon. Kort sagt, man bladrer frem og tilbage, slår op, slår efter og slår ned på noget. Man bladrer for at læse om den ukrainske by Kharkov, men snupper også lige det næste opslagsord, kharosthi, simpelthen fordi ordet ser spændende ud og i øvrigt viser sig at være betegnelsen for tidlig indisk kursivskrift! At læse i et leksikon kan være en ren læselyst, idet man springer fra opslag til opslag efter eget forgodtbefindende, og skribenternes evne til at få stoffet til at leve. Bjørn Bredal kender leksikonets forførende kvaliteter og bruger dem elegant i ’Bredals ABZ’, som han forsyner med adskillige prædikater: personligt kritisk journalistisk polemisk litterært samtidsleksikon. Det lyder stort, og det er det også.
Et smukt litterært udfald Bogen består af en stribe af Bredals Politiken-artikler fra årene 1993 til 2007 – i alt 600 oplyser forlaget. Jeg har ikke talt efter, men blot lystlæst, hug-læst, og selv om det slet ikke er sådan, bogen skal læses, har jeg også anmelderpligtskyldigst læst fra A til Å: fra Bredals første opslag: Aakeson, Kim Fupz til hans sidste: Århus Se: Opera – en henvisning, den jyske by kan bryste sig af. Læs lige en gang til for min fødebys skyld: Århus Se: Opera. Opslaget »København« er en artikel fra 1994, der varmer op til »Kulturby 1996« og handler om byens og hele landets behov for kultur og kunst med spring, spræl og konflikter. Det behov har stadig gyldighed. ’Bredals ABZ’ har litteraturkritikken, anmelderiet, den litterære journalistik og forfatterinterviewet som sin klangbund. Og det er faktisk her, at Bredals skarpeste træk med denne både sprælske og springende bog viser sig. Bredal jamrer nemlig ikke over litteraturens stadig mere underordnede rolle i kultur og samfund. Nej, han foretager et smukt litterært udfald mod enhver skepsis og ethvert forfald ved simpelthen at vise, hvordan verden kan ses vidtskuende og åbent gennem et litterært temperament. Litteraturkritikken bliver her udgangspunkt for en skrivekunst, der stilistisk skarpslebent tager fat på alt fra præsident Bush til Frelsens hær. Kolonimagt med tvangstanker Bredal er både særdeles velskrivende og veltænkende. Læs bare under opslagsordet »Island« fra 1994: »Island står lige oven på verdens skabelse. Vulkanerne rumler, geyserne springer og Snorri Sturlusons runde badebassin fra 1200-tallet er stadig fyldt med varmt vand. De tusinde år, som sagaøens nationalsang insisterer på, forekommer at være naturlige på de kanter« – en stemningsfuld begyndelse i anledning af 50-året for Islands løsrivelse i 1944. Optakten leder imidlertid hurtigt frem til en analyse af Danmark som fortidig kolonimagt med tilbagevendende tvangstanker, der især melder sig ved parlamentsvalg og EU-afstemninger: »Og endnu en gang kom de danske urforestillinger frem: Vi er væsentligt mere demokratiske end alle dem sydpå, vi er betydeligt mere fredelige, vi forurener mindre og har desuden i al beskedenhed de bedste uddannelses-, sundheds- og alle mulige andre systemer. Intet af det passer, naturligvis. Vi er et lille land, det er vi, og gudskelov for det: Var vi større, ved man aldrig, hvad vi kunne finde på«. Nej – det tør man sige, og hvad har vi dog for resten ikke fundet på siden disse ord fra 1994? I ’Bredals ABZ’ kan man læse om Irakkrigen under opslaget »Pizza-Aage«, der handler om en vis pizzabager på Fanø, som nægtede at sælge pizzaer til tyskere og franskmand, fordi de to nationer ikke ville være med i krigen mod Saddam Hussein! En boglig labyrint at fordybe sig i Der er sandelig blæst meget sand gennem ørkenen siden 2003, tænker man. I ABZ’en henvises også til Jens Chr. Grøndahl under opslaget »Irakkrigen«. Men Bredals portræt af Grøndahl fra 6. april 2003 er (ved en fejl?) gledet ud. Det lagde ellers op til en interessant eftertanke over kunst og politik, som ikke er blevet mindre vigtig siden da. Et par andre litterære artikler, som Bredal slet ikke skrev, savner man også: udgivelsen af Schack Staffeldts, Michael Strunges og Turèlls samlede digte burde en kritiker af Bredals format have gjort bemærkninger om. ’Bredals ABZ’ bliver hurtigt en boglig labyrint at fordybe og forvilde sig i. Man lokkes stadig længere ind i rækker af ord og opslag, ikke mindst af de morsomme og gådefulde underrubrikker: »Bush, George Walker Se: Ferie« – hvabehar? Jo, sagen er den, at Bush til senatets forargelse i 2005 holdt ferie, mens orkanen Katrina rasede.
Montaigne er alligevel med Historien om Bushs ferie bliver anledning til en underfundig betragtning over, hvad ferie er og har været, feriestress f.eks. Mere letbegribelig polemisk er rubrikken: »Dyremose, Henning Se: Grådighed«! Opslagsordene veksler fra forfatternavne som Baudelaire, Proust, Eco, Jensen og Andersen til mottoer som »Gud bevare Danmark« og begreber som DJØFicering og friværdi. Et opslag, man ville forvente, finder man ikke: den gamle mester Michel de Montaigne. Bredal bemærker selv, at Montaigne, som ellers er hans særlige ven, ikke er kommet med. Det er han nu alligevel, for Montaignes essays er og bliver en smuk tone i denne skrivekunst. Det er kosteligt, skrapt og underholdende, og man kan slet ikke lade være med at vende tilbage til såvel A og B som Z. En bog til bordet og sengen.