Jeppe Aakjær skrev nogle kønne sange, som Højskolesangbogen endnu er fuld af. Men ellers? Der var nogle romaner, som ingen læser mere, og en hel del indignation på tyendets og landarbejdernes vegne. Og så altså sange som ’Ole sad på en knold og sang’ og ’Lul-lul, rokken går’, og hvad skal man stille op med dem ud over at synge dem? Sådan har det ikke altid været. Da den inkarnerede københavneravis Politiken sidst i 1920’erne spurgte sine læsere, hvem der var de fremmeste danske forfattere, blev Pontoppidan, der havde fået nobelprisen, nummer 2, og Johs. V. Jensen, der senere skulle få den, nummer 3. Men der var ikke skygge af tvivl om, hvem der var de københavnske læseres nummer 1, Jeppe Jensen, med kunstnernavnet Aakjær. Aakjærs status er gået tabt Københavnerne kunne gøre grin med hans dialektord. I den konservative B.T. skrev Ærbødigst et af sine morsomste lejlighedsdigte: »Når Jeppe Aakjær fylder tres,/ så skjarer månen veltilfreds,/ mens gøgen pilrer med sit kuk/ og hønen dulrer med sit kluk/ og fåret gjepper i sin eng/ og pigen rimmer i sin seng«. Men det var kun et indirekte udtryk for, hvor høj Aakjærs status var. Hans årlige tale på poetgården Jenle blev trykt i Politiken – en tradition, der gik helt tilbage til mesterdigtet ’Jens Vejmand’, som så dagens lys i disse spalter. Hvordan er det gået til, at en digter med så høj en status er trimlet ned til en rolle i den danske skat af populærsange, mens han i litterær henseende henregnes til den brogede forsamling af ’i øvrigt medvirkede’? Det bedste svar på spørgsmålet – jeg tror, det er Søren Ulrich Thomsen, jeg engang har hørt give det – er, at det er med de bedste af Aakjærs digte som med Ingemanns salmer for børn: Vi mangler et sprog til at beskrive en genialitet, der er så enkel. Og derfor mister den slags digte status i den akademiske kritik, som al kanonisering har rod i. Hvad Politikens læsere i 1920’erne vidste – at Aakjær var god – har senere tiders læsere glemt, fordi de ikke har haft nogen til at forklare sig det. Nu har Johs. Nørregaard Frandsen, lektor på Syddansk Universitet i Odense, indledt forsøget på at gøre det forsømte godt. Han er ifølge sit essays titel på jagt efter religiøsiteten i Aakjærs digte, men finder noget interessantere undervejs, kimen til et sprog at beskrive disse digte med, deres legende lette og afvæbnende måde at håndtere rim og rytme på, fuldstændig mundret og på samme tid gennemdisciplineret. Videreførere af det moderne gennembrud Frandsen forstår at skille Ole på sin knold ad, så man begynder at fatte, hvor raffineret sådan en tekst er sat sammen. Essayet står i en samling, som litterater fra universitetet i Odense har sat sammen under den kække titel ’Tre jyske tenorer’ – trioen består foruden Aakjær af Thøger Larsen og Johs. V. Jensen. Om hver af dem synger så et helt fynsk operakor en sang, støttet af et par indkaldte jyske solister, blandt hvilke Jens Smærup Sørensen brillerer med en biografisk skitse af, hvordan Aakjærs liv formede sig, da han udførte sit mirakel med ’Rugens Sange’ i 1905. Det er Smærup, der fremdrager resultatet af Politiken-læsernes afstemning. I ouverturen argumenterer Anne-Marie Mai for, at de tre lyrikeres omdømme har lidt under, at de er blevet byltet sammen som hjemstavnsforfattere i stedet for at have fået den plads, der tilkommer dem, som videreførere af det moderne gennembrud. I litteraturhistorisk henseende udgør de en umage trio, blandt andet ved at den ene af dem er rendt med al opmærksomhed. For Jensen snuppede ikke bare nobelprisen, han fik sig også den tungeste gruppe af groupies blandt litteraturhistorikere i midten af det 20. århundrede, der kappedes om at snakke ham efter munden, så det var et åbent mål, Jørgen Elbek sparkede sin bold imod, da han påstod, at Jensen var bedst i sin ungdom, som han selv havde kasseret, og blev dårlig, da han selv og alle hans fans ellers syntes, han blev god. Det træk holdt gang i spillet om Johs. V. Så heldige var Aakjær og Thøger Larsen aldrig. Derfor er det dem, der er mest nyt at sige om. Blandt bidragene om Jensen rager Lars Handestens op ved at være båret af et suverænt overblik og et godt sprog. Bo Hakon Jørgensen forklarer, hvorfor Thøger Larsen efter hans opfattelse slap for let til sin kosmiske ateisme. Der er gods i næsten alle bogens essays. Heldigvis ingen kunstige forsøg på at få ’de tre tenorer’ til at synge unisont. Bedst er bestræbelsen på at respektere og sætte ord på enkelhedens mysterium – det gælder også en udmærket artikel af Peter E. Nissen om komponisternes bidrag til, at de tre digtere lever deres liv videre på sangens vinger.