0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Gåden Aakjær

Der er gods i næsten alle bogens essays om de tre jyske tenorer Jeppe Aakjær, Thøger Larsen og Johannes V. Jensen.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Polfoto
Foto: Polfoto
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Jeppe Aakjær skrev nogle kønne sange, som Højskolesangbogen endnu er fuld af. Men ellers?

Der var nogle romaner, som ingen læser mere, og en hel del indignation på tyendets og landarbejdernes vegne. Og så altså sange som ’Ole sad på en knold og sang’ og ’Lul-lul, rokken går’, og hvad skal man stille op med dem ud over at synge dem?

Sådan har det ikke altid været.

Da den inkarnerede københavneravis Politiken sidst i 1920’erne spurgte sine læsere, hvem der var de fremmeste danske forfattere, blev Pontoppidan, der havde fået nobelprisen, nummer 2, og Johs. V. Jensen, der senere skulle få den, nummer 3.

Men der var ikke skygge af tvivl om, hvem der var de københavnske læseres nummer 1, Jeppe Jensen, med kunstnernavnet Aakjær.

Aakjærs status er gået tabt
Københavnerne kunne gøre grin med hans dialektord. I den konservative B.T. skrev Ærbødigst et af sine morsomste lejlighedsdigte:

»Når Jeppe Aakjær fylder tres,/ så skjarer månen veltilfreds,/ mens gøgen pilrer med sit kuk/ og hønen dulrer med sit kluk/ og fåret gjepper i sin eng/ og pigen rimmer i sin seng«.

Men det var kun et indirekte udtryk for, hvor høj Aakjærs status var. Hans årlige tale på poetgården Jenle blev trykt i Politiken – en tradition, der gik helt tilbage til mesterdigtet ’Jens Vejmand’, som så dagens lys i disse spalter.

Hvordan er det gået til, at en digter med så høj en status er trimlet ned til en rolle i den danske skat af populærsange, mens han i litterær henseende henregnes til den brogede forsamling af ’i øvrigt medvirkede’?

Det bedste svar på spørgsmålet – jeg tror, det er Søren Ulrich Thomsen, jeg engang har hørt give det – er, at det er med de bedste af Aakjærs digte som med Ingemanns salmer for børn: Vi mangler et sprog til at beskrive en genialitet, der er så enkel.

Og derfor mister den slags digte status i den akademiske kritik, som al kanonisering har rod i. Hvad Politikens læsere i 1920’erne vidste – at Aakjær var god – har senere tiders læsere glemt, fordi de ikke har haft nogen til at forklare sig det.

Nu har Johs. Nørregaard Frandsen, lektor på Syddansk Universitet i Odense, indledt forsøget på at gøre det forsømte godt.

Han er ifølge sit essays titel på jagt efter religiøsiteten i Aakjærs digte, men finder noget interessantere undervejs, kimen til et sprog at beskrive disse digte med, deres legende lette og afvæbnende måde at håndtere rim og rytme på, fuldstændig mundret og på samme tid gennemdisciplineret.

Videreførere af det moderne gennembrud
Frandsen forstår at skille Ole på sin knold ad, så man begynder at fatte, hvor raffineret sådan en tekst er sat sammen.

Essayet står i en samling, som litterater fra universitetet i Odense har sat sammen under den kække titel ’Tre jyske tenorer’ – trioen består foruden Aakjær af Thøger Larsen og Johs. V. Jensen.

Om hver af dem synger så et helt fynsk operakor en sang, støttet af et par indkaldte jyske solister, blandt hvilke Jen