Ornela Vorpsi (født 1968 i Tirana) har en multiprofil af den slags, der måske tegner fremtidens europæiske kunstnere: Hun er billedkunstner, fotograf og forfatter, har albansk som modersmål, men skriver på italiensk og bor i Paris, hvor hendes bøger som regel udkommer først – på fransk. Hendes internationale optrædener og høst af litterære priser er støt stigende, og med novellekredsen ’Landet hvor man aldrig dør’ introduceres hun nu også på dansk. At kalde bogen en roman, som forlaget gør på bagsiden, er lidt af en tilsnigelse; nok har de femten tekster en indbyrdes sammenhæng, og nok er hovedpersonen i dem alle en pige, der sikkert ligner forfatteren – men personen har forskellige navne, og episoderne hænger ikke sammen i noget traditionelt episk forløb. Udrejsen til det forjættede land Det forhindrer ikke, at novellerne tilsammen aflægger en beretning om en fremmedartet kultur, der ikke er nogen grund til at bevare i diversitetens navn – nemlig den angstfyldte hverdag i det stalinistiske Albanien. Oven på en gammel machokultur, hvor en smuk kvinde automatisk betragtes som en luder, er der bygget en partipuritanisme, hvor lærerinden i skolen banker upassende ideer ud af sine pigeelever med en rødglødende jernlineal. Ikke noget land for unge kvinder. Den sidste tekst i bogen handler da også om udrejsen til det forjættede land, Italien, da det er blevet muligt – og om de nye problemer, der venter i den frie verden. Mange glimt af glæde De snærende forhold i barndomslandet betyder dog ikke, at det er en betongrå hængemulebog, der nu er landet i Danmark. Der er mange glimt af glæde ved de små og halvhemmelige nydelser: vejret, naturen, bøgernes fortryllede verdener. Og det er ikke kun ironisk ment, når en af de rigtig barske fortællinger hedder ’Det sanselige Albanien’. Bogen er lille og letlæst, men mange af dens optrin bliver stående længe efter læsningen. De brutale hverdagsscener er skildret nøgternt og med et anstrøg af sardonisk humor, der gør pointerne overraskende og derfor mere slående, end al patos ville kunne gøre. Her er ingen ofre, der angler efter medynk. Men Vorpsi har også blik for det tvetydige ved den albanske stolthed: »Denne bog tilegner jeg ordet ydmyghed, som ikke findes i det albanske ordforråd. Manglen på et sådant ord kan have en højst ejendommelig indvirkning på et folks videre skæbne«.