En flok børn leger i sandet ved bredden af en bugt. Pludselig viser der sig et skib ude på havet. De fleste i flokken noterer sig skibet, men leger blot videre. Én lader imidlertid sandslot være sandslot og spørger: Hvor kommer det skib fra? Det barn kunne have været den græske historiker Herodot (født ca. 480 år før vor tidsregning), for sådanne spørgsmål stillede han. Det samme gjorde den polske forfatter, journalist og poet Ryszard Kapuscinski, der døde sidste år. Inden da nåede han at rejse verden tynd for i sin karakteristiske litterære reportage at berette fra bl.a. Asien, Latinamerika, Sovjetunionen og Afrika. Nu udkommer på dansk hans sidste bog, ’Rejser med Herodot’, hvor de to herrer har slået pjalterne sammen – med Kapuscinski som rejsefører. En poetik for korrespondenter ’Rejser med Herodot’ er fyldt med mennesker og dyr, børn og voksne, skygge og hede, vand og ørken, tog og fly, hoteller og feltsenge, fortid og nutid og indtil flere kontinenter – for Kapuscinski var en af journaliststandens allerstørste iagttagere. Og det er lige før, man fristes til at kalde hans bog en poetik for korrespondenter. Med Herodot som et eksemplarisk spejl: »Han er den fødte reporter: Han rejser, ser, taler, lytter, for senere at notere det ned, som han har fået at vide og set, eller for simpelthen at huske det«, skriver Kapuscinski om sit forbillede og citerer ham flittigt undervejs. Flere steder i bogen går han sågar i detaljer med Herodots metode, der er nysgerrigt registrerende, ikke skråsikker og bedrevidende. For Kapuscinski begynder karrieren lige så pludseligt, som et skib viser sig i horisonten. Efter afsluttet studium går den unge reporterspire rundt på en polsk avisredaktion og drømmer beskedent om at få lov til at krydse grænsen. Ikke rejse væk, blot lige over og tilbage igen. Som et afbræk i det arbejde, der består i at rejse rundt til læsere, som havde skrevet til avisen for at brokke sig over de mærkeligste ting: om en ko, som staten havde frataget ejeren. Eller om en landsby, der manglede elektricitet. Han rejste rundt fra landsby til landsby, i hestevogn eller i en skramlende bus. En dag løber han på avisens chefredaktør, »en flot og velskabt blondine med kraftigt hår, der var redt til den ene side« – læg mærke til den præcise beskrivelse. Chefredaktøren kommer til at spille en afgørende rolle i Kapuscinskis karriere. Da hun spørger, hvad hans næste planer er, svarer han, at han frygtelig gerne ville prøve at rejse udenlands. Et noget frimodigt ønske i 1950’ernes Polen. Slipper aldrig Herodot af syne Et år senere ringer redaktøren: »Du skal rejse til Indien«. Og som rejselekture forærer hun ham Herodots ’Historie’, der bl.a. handler om persernes krig mod grækerne. Allerede om bord på Air India-flyet finder han Herodot frem fra tasken, manden der regnes for ’historieskrivningens fader’. Han bliver den unge reporters rejsekammerat i en sen nattetime. Kapuscinski er nemlig ikke tryg ved turen. Han aner intet om Indien, intet, og han har svært ved at læse sig til det, for han forstår ikke et ord engelsk. I Delhi køber han Hemingways ’Hvem ringer klokkerne for?’, så han kan lære engelsk. Men ordene giver ingen mening overhovedet, og han kan kun slå nogle enkelte ord op i sin engelsk-polske ordbog – ’brown’ betyder ’brun’, finder han ud af. Han begynder at spekulere over, hvordan Herodot havde klaret sig på sine ture rundt i verden. Og i resten af karrieren slipper han aldrig Herodot af syne. Den dobbelte rejse i ’Rejser med Herodot’ er et interessant greb, fordi vi via Kapuscinskis læsning af ’Historie’ slår følgeskab med Herodot tilbage til en umådelig fjern, men på mange måder beslægtet fortid (også dengang var der konflikt mellem øst og vest). Og undervejs erindrer Kapuscinski sine egne besøg i lande som f.eks. Kina, Egypten, Congo og Iran. ’Rejser med Herodot’ er lige så meget en bog om Kapuscinski selv, for de idealer, han fremhæver ved den gamle græker, har han selv tilstræbt hele sit reporterliv. At være sig bevidst, at det, man skriver i reportagen, er den berettede sandhed fortalt af samtalepartnere, man har mødt, ikke en objektiv virkelig sandhed. »Det er en divergens uden udvej«, skriver han. »Vi kan prøve at minimere og mildne den, men vi opnår aldrig en idealtilstand«. Et liv fyldt med rejser Bogen er derfor et udmærket sted at begynde, hvis man vil lære Kapuscinski at kende, selv om hans litterære reportage – af respekt for den anden hovedperson – ikke udfoldes så meget som i andre af hans værker. Til gengæld er der både humor og vid og gode råd til reporterspirer. Godt at Kapuscinski nåede at skrive denne bog – for var der nogen, der ikke blevet siddende på sandstranden for blot at lege med sandslotte, så var det de herrer Herodot og Kapuscinski. Det bevidner i øvrigt et brev, jeg modtog fra Kapuscinski få måneder før hans død. Vi havde aftalt et interview i Warszawa i efteråret 2006, men desværre blev han nødt til at udsætte det til foråret, for – som han skrev – »de sidste måneder af året endte med at blive fyldt med rejser«. Ligesom resten af hans liv, kunne man tilføje.