Det er svært, tror jeg, at finde en erhvervsgruppe med et mere tabuiseret forhold til kommerciel succes end forfattere. I hvert fald i Danmark, hvor der traditionelt har hersket stor blufærdighed omkring det rimelige ønske om at kunne leve – godt – af sin forfattergerning. Egentlig ganske befriende, kunne man mene, i forhold til den omsiggribende forståelse af kultur som konsum og dertil hørende fladpandede fokus på kassesucces som kunstens højeste formål. Tabuer kan brydes, og det er netop, hvad forfatteren og forlæggeren Steen Langstrup gør i ’Hjælp, jeg vil skrive en bestseller’ ved at buse ud med dette ønske. Ja, han giver den endda en ekstra tand ved at tilstå, at han godt kunne tænke sig at skifte bybussen ud med egen bil, en Aston Martin DB9. Har man hørt mage? Efter al den forargelse, der i sin tid var over Klaus Rifbjergs flødefarvede sportsvogn? Målet er en Aston Martin DB9 I ’Hjælp, jeg vil skrive en bestseller’ leger Langstrup med tanken om at gøre det til målet for sin forfattervirksomhed – at kunne købe en DB9 (der i parentes bemærket er noget af det ypperste af nyere ’dansk’ design – tegnet af Henrik Fisker – og en bil til mindst 3,5 millioner kroner på danske plader). Hvordan lader det sig gøre? Hvad giver succes ikke bare på det danske, men også på det internationale bogmarked i dag? Det spørgsmål stiller Langstrup frygtløst til en lang række folk i branchen – forlagsfolk, litterære agenter, bibliotekarer, kulturjournalister og anmeldere, herunder en del ansatte på nærværende avis. Over for dem afprøver han forskellige hypoteser: at det handler om at skrive for kvinder (»bryde østrogenmuren«, som Leif Davidsen har kaldt det), om at skrive langt, om at skrive filmatiseringsegnede tekster, om at tage tidens vigtige emner op (»Politikens 2. sektion romanformateret«, kalder Lars Bukdahl det), om at opbygge et forfatterskab, om at »brande« sig med lækkert hår og dyrt kluns – og så videre. Reaktionerne på disse forslag gengives direkte i form af uddrag af respondenternes e-mail, der sætter alverdens tanker i gang hos Langstrup, som han ganske gavmildt og ufiltreret deler med læserne – uensartede, ofte bekendende betragtninger om stort og småt, væsentligt og aldeles ligegyldigt. Formen skaber intimitet, men også irritation på grund af langsom fremdrift og mange gentagelser. Urimeligt mange gange skal vi for eksempel høre respondenterne give det ganske indlysende svar, at der ikke gives nogen opskrift på en bestseller. Andet end at man i forvejen skal være bestsellerforfatter, så går det måske nok. Men hvordan man bliver det, er ikke til at forklare på forhånd. Det er Dan Browns detektivroman ’Da Vinci-Mysteriet’ (hvis omslag ’Hjælp, jeg vil skrive en bestseller’ imiterer) et hyppigt nævnt eksempel på. Et interessant øjebliksbillede af bogbranchen ’Hjælp, jeg vil skrive en bestseller’ er en bizar genreblanding. På den ene side giver den et interessant øjebliksbillede af bogbranchen, især den danske, set fra forskellige aktørers niveau. Fagfolk vil bestemt kunne lære af den – blandt andet om den form for markedsføring, der går under navnet ’viral spredning’, det vil sige læsernes egne anbefalinger, som langt mere effektivt skaber bestsellere end anmeldelser. På den anden side præsenterer bogen forfatterens egen livshistorie, som er temmelig barsk. En opvækst med knaphed på såvel kærlighed som kulturel kapital har ikke gjort det lettere for ham at håndtere den udsatte forfatterrolle. Det får man forståelse for. Forståelse får man også for, at forfatter- og forlæggervirksomhed – som så meget andet virkelig vanskeligt – ikke er nogen videnskab. Og af den grund er der noget indlysende rigtigt ved Langstrups måde at bedrive litteratursociologi i øjenhøjde på. For pointerne, man kan nå frem til, er netop ikke ophøjede videnskabelige sandheder, men derimod erfaringsbaserede tommelfingerregler og kvalificerede gæt, der sådan set egner sig godt til den uprætentiøse og pjattede form. Der kan gives mange forklaringer på det øgede kommercielle forventningspres på litteraturen, som bogen er udtryk for. En af de mere opløftende er, at det går bemærkelsesværdigt godt for andre kunstarter i Danmark med at overskride grænserne og gøre sig gældende globalt. Da jeg for ikke så længe siden så en dansk kulturpersonlighed runde Kongens Nytorv i en Aston Martin DB9, var det hverken Klaus Rifbjerg eller Knud Romer, der sad i den. Det var Remee fra ’X Factor’.