Trods’, hedder romanen. Man kan roligt sætte et ’på’ foran og et ’af’ bagefter titlen. For det handler om at vokse op og klare sig igennem på trods af betingelserne. Meghan D. Jakobsen (født 1969) er journalist og har tidligere udgivet bl.a. ’Det tynde øl – om at være kone i Saudi-Arabien’. Her opholdt hun sig i to år sammen med sin udstationerede mand. Nu romandebuterer hun med denne fortælling om et barn, der bor i en udkant af Danmark sammen med sin mor. Alt dukker op Faderen har været amerikansk soldat og dukker op en juleaften på bare fødder. Er det Jesus, spørger barnet, men ’Ud med ham!’, svarer moderen. Han er blevet sindssyg under og af krigen i Vietnam, og da landbetjenten har hentet ham, optræder en af romanens idylliske situationer, hvor mor og barn i skovhuset spiser risengrød foran pejsen. De sukkerbrunede kartofler blev tabt på gulvet, og den brændte and er smidt ud i haven og dukker først op i februar, da sneen er smeltet. Alt dukker op, det er et tema i romanen. Sekt af menneskeelskere Penge er der ikke mange af i det lille hus i skoven, hvor den storbandende amerikanske mor med kunstnerambitioner væver billedtæpper. Indtil hun for at få penge må tage et job på en institution for handikappede. Den ledes af en sekt, der kalder sig homoamanere – menneskeelskere. Et ord, som barnet forveksler med menneskeædere. Her træffer moderen en ansat mand, med hvem hun får et barn. Fra at være to, som første kapitel hedder, er de tre, og så fire, også kapiteloverskrifter. Herefter begynder nedtællingen til én, for først forsvinder manden, så bliver moderen skingrende skør og indlægges, og til sidst er pigen alene. Én. Tragikomiske indslag Romanen fortæller med lethed og ikke så lidt humor om det, der hedder omsorgssvigt. Det er ikke bare sørgeligt, det hele – den elegante amerikanske morfar kommer på besøg, og det er også ham, der redder pigen på målstregen. Kunstprofessoren Othello, der bor i en ensom feriehytte, tilbyder saft og gode samtaler, indtil han dør (noget forsvinder også, det bedste, ak), og landsbyen følger med med venlighed. Skolegangen i sektens lilleskole er et helvede, for den schweiziske lærerinde mener, at det gælder om at hæmme pigens intellekt, så det ikke tager overhånd. Hun foreskriver kosmiske bevægelser og blomsterdråber. Heling. Den absurde skolegang giver anledning til en del tragikomiske indslag i romanen. Udleveret til fremmedes venlighed Vi genkender ikke så lidt fra 70’ernes flippede miljø. Romanen er en bog om, hvor udsatte børn er, når deres voksne ikke magter forældreopgaven og i øvrigt bare forfølger egne mål og skøre ideer. Det er også en bog om, hvor kreativt barnet kan være i sin overlevelsesstrategi. Hun er det, man i fagsproget kalder et mælkebøttebarn – et barn, der udvikler sig på trods af elendige odds. Moderen kan måske ikke andet end det, hun gør – romanen er ikke noget anklageskrift – men uanset hvordan man vender og drejer det, betaler barnet en høj pris. Som motto har romanen et citat af Tennessee Williams: »I have always depended on the kindness of strangers«. Den fine lille bog fortæller historien om, hvordan det er at være udleveret til fremmedes venlighed. En livline i mangel af bedre.