I en pause mellem to molekyleeksperimenter tager en ung forsker, Johan Lehrer, Marcel Prousts ’På sporet af den tabte tid’ op af tasken for »at få tiden til at gå og måske også lære lidt om sætningskonstruktioner«. Hvad han i stedet finder hos Proust er eksempler på det, som hans molekyleeksperimenter skulle bevise: at 1) smags- og lugtesansen er specielt gode til at frembringe minder, og at 2) de minder, som fremkaldes, er stærkt farvede af det øjeblik og den stemning, de bliver erindret i. Derfor, konkluderer Lehrer i ’Proust Was a Neuroscientist’, er Proust ikke bare en af det 20. århundredes største forfattere – han er også en af vores største neurologiske opdagere. Hvad Proust opsporer i 1913, tager det nemlig naturvidenskaben næsten 100 år at indhente med hårdkogte facts. Det gør den i 2002, hvor psykologiprofessor Rachel Hertz’ undersøgelser viser, at smag og lugte udløser stærke minder, fordi disse sansers nervebaner har direkte forbindelse til hippocampus, som er det center i hjernen, der lagrer langtidshukommelsen. Den er til gengæld en højst ustabil størrelse, hvilket Proust viste på den måde, placeringen af Albertines skønhedsplet i ’På sporet’ forskyder sig i fortællerens erindring »først fra hagen så til læben og endelig til den øverste del af kindbenet lige under øjet«, bemærker Lehrer. Neurologisk og upoetisk forklaring Den metonymiske forskydning i teksten ligger der også en neurologisk forklaring bag, hvilket en forskergruppe fra New York University beviste for et par år siden, men på knap så poetisk vis: De trænede nogle rotter til at blive bange for en lyd, som de associerede med elektrochok. Derpå gav forskerne dem en kemisk indsprøjtning, der midlertidigt skulle blokere for den association, men efter blot én gang at have hørt lyden uden at få elektrochok, havde rotterne lykkeligt glemt alt om det. Det forsøg tager Lehrer som udtryk for, at det at huske er altid at huske forkert: »Erindringen er kun så sand, som sidste gang du huskede den«. Herefter går den unge neurolog løs på resten af den litterære kanon – og på en enkelt kok og en komponist – for at vise, hvordan moderne kunstnere var flere årtier forud for naturvidenskaben. Gertrude Steins eksperimentelle lyrik (»En rose er en rose er en rose«) tjener som eksempler på, hvad lingvisten Noam Chomsky først fatter og beskriver med sine grammatiske teorier fyrre år senere, mens komponisten Stravinsky med sin dengang skandaløse, men senere så populære ballet ’Le Sacre du Printemps’ er et tidligt tegn på, hvad neurologer for nylig har opdaget og benævnt »neuroplasticitet« – at hjernen i første omgang afviser noget som ’grimt’, indtil den genkender stykkets underlæggende mønstre, som den så vil opfatte som ’smuk’. Men var det det, de ville – Proust, Stein og Stravinsky? Det synes hverken at bekymre eller interessere den unge Lehrer, der i sit ’Coda’ tordner videre med sine intentioner om »at bygge bro mellem de to verdener«, kunsten og naturvidenskaben. Kunsten som illustrativt eksempel på sandheden Det er imidlertid ikke det, han gør med sine reducerende læsninger – i stedet bliver de to her klasket sammen til én, hvor det er videnskaben, der er Sandheden, som kunsten allernådigst for lov at tjene som illustrative eksempler på. Det lyder så godt, det der med »at bygge bro«, men det er det ikke, når det gælder kunsten og naturvidenskaben. De to er fundamentalt forskellige i deres måder at forholde sig til verden på, og heldigvis for det. Den ene – naturvidenskaben – løfter os ud af erfaringens verden, for at vi bedre kan overskue den, mens den anden – kunsten – sænker os ned i den, så vi bedre kan sanse den. ’Proust Was a Neuroscientist’ kan bruges som advarselssignal til andre unge neurologer om ikke at bringe Proust med ind i laboratoriet – i hvert fald skal de holde ham ude af molekyleeksperimenterne.