Manden i midten kan jo i visse tilfælde snarere føle sig som bøffen i sandwichen, pølsen i brødet eller lusen mellem neglene.

Det gælder i hvert fald titelfiguren i denne roman, tolken, der er så uheldig at vide for meget om begge parter – om politiet såvel som den anklagede. Men nu begynder jeg – ligesom romanens svært gennemskuelige beretterramme – midt i det hele. Om igen:

Jonasz Kowalczyk er som dreng kommet fra Polen til Danmark med sin mor, på flugt fra jødeforfølgelser såvel som fra en fordrukken partikommissærtype af en far.

Han fortæller sin historie til én eller anden – hvem forstår vi godt 200 sider senere – og er dermed også vores eneste kilde. Til en begivenhedskæde, der lovlig længe virker alt for kulørt:

En polsk kvinde, Aga, søger tilflugt hos Jonasz og viser sig at være gift med den voldelige polak og smugler, som en kriminalassistent Claus Nørregaard er på sporet af, med Jonasz som tolk.

Samtidig kaster en hjemløs og højreligiøs jysk paranoiker ved navn Eigil sin kærlighed på vores tolk og flytter sågar ind hos ham. Jonasz selv bliver lun nok på Aga til at stille sin garage til rådighed for voldsmandens smuglervarer – men uden at røbe det for kriminalassistenten, der har nok i sine egne jaloux fantasier om sin kones sidespring.

Alt sammen særdeles rask og livligt fortalt, Dalsgaard kan skabe stemning, situationer og sprogligt ægte hverdagsdialog såvel som spændt forventning og navnløs skræk i glimt.

Men særligt troværdig er hverken persontegningen eller plottet, oprigtigt talt. Begge dele svinger uforklaret mellem realisme og karikatur, ikke mindst af Aksel Strøbye-strømeren og den rablende jyde, og smuglersmøgerne er næsten for lille en forbrydelse til at forklare råhed og død – især da de vist også forhandles hos romanens gennemflinke indvandrer, kioskejer Mehmet.

Selv det muligvis elskende par, Aga og fortælleren, står mere uklart for det indre blik, end spændingen kræver, og dermed også den klemme, vor mand befinder sig i.

Men omvendt er der særdeles ægte, seriøse erindringsglimt fra vor mands polske barndom – passager der godt kunne høre til en helt regulær roman om en andengenerations indvandrer, men som så er blevet ’piftet op’ til thriller og forsynet med humørspredere.

Tolken som figur har potentiale til en helt Le Carré’sk tvetydighed, og 44-årige Christian Dalsgaard kan skrive, det levner denne hans tredje roman ingen tvivl om (’Leonoravej’ og ’Kom igen til Mandalay’ hed de to første).

Men derfra er der endnu et stykke vej til målet: At vi andre også kan læse os til en psykologisk og fortællemæssigt sammenhængende oplevelse, gyselig eller bare realistisk.