Dette er en fantastisk bog, en frygtelig bog, og en uundværlig bog for alle, der interesserer sig for Anden Verdenskrig.
Det er bogen frem for mange andre, der fortæller om verdenshistoriens største blodbad, om krigen på Østfronten mellem Hitlers og Stalins to regimer, fortalt ud fra den menige russiske soldats synsvinkel.
Den Røde Hærs Ivan, der blev slagtet i milliontal, men som sine fodklude, utætte støvler, elendige forplejning, trusler og kadaverdisciplin til trods alligevel til slut besejrede Die Wehrmacht. Det var et holocaust ganget med fire eller fem.
Det er også bogen, der kan kæntre en vesterlændings syn på Anden Verdenskrig. Vi er blevet fodret med de store fortællinger om den britiske og amerikanske indsats, der befriede det besatte Europa fra nazisterne.
Dette gennemarbejdede og vel dokumenterede værk belyser som få andre den kendsgerning, at nazisterne blev slået på Østfronten efter en ufattelig blodig indsats. Vestens bidrag til at fjerne Hitlers regime hører til sammenligning hjemme i småtingsafdelingen.
Se blot på tallene. Den Røde Hær mistede over ti millioner mand, de civile sovjetiske tab var på over 11 millioner. Den tyske hær mistede i alt 5,5 millioner, heraf 70 procent på Østfronten. USA mistede til sammenligning 416.000 mand, briterne 382.000 globalt. Altså inklusive felttogene i Fjernøsten og Stillehavet.
Mistede 2,5 million mand
Da Hitler angreb Sovjetunionen i juni 1941, var Den Røde Hær ikke klar til en forsvarskrig. I løbet af de første seks måneder mistede hæren over 2,5 million mand, dræbte, sårede og tilfangetagne.
»De indkaldte os, trænede os og dræbte os«, som en soldat resigneret skrev. Af alle russiske mænd, der var født i 1921, overlevede kun 10 procent krigen.
Catherine Merridale, der er professor ved Londons Universitet og har forsket i Sovjets historie igennem de sidste årtier, har bygget sin bog op på basis af interview med veteraner og deres efterladte, på breve og dokumenter, der langsomt er blevet tilgængelige.
Hun gennemgår hele krigen på Østfronten metodisk og krydrer den med beretninger fra menige og officerer, breve, kommentarer, statistik.
Bent Jensens brigade vil klappe i deres små hænder. Leder man efter beviser på Stalins umenneskelige regime og dets foragt for mennesker, så er her fyldt op på alle hylder.
Hvad var motivationen?
Men hvad motiverede de navnløse millioner af sovjetiske unge mænd og kvinder til at kæmpe år ud og år ind mod den nazistiske krigsmaskine og til sidst besejre den?
Merridale har fundet frem til en broget buket af holdninger. De fleste indkaldte kom fra landet. De havde set resultatet af tvangskollektiviseringen af landbruget, hvorfor de afskyede det kommunistiske regime. De var fra starten træge, modvillige og dårlige soldater. Kun langsomt blev de motiverede, dels af gammeldags nationalisme, dels had til modstanderen, efterhånden som nazisternes forbrydelser blev kendt.
Andre indkaldte kom fra byerne. De var den nye sovjetiske generation af industriarbejdere, der havde set deres forhold forbedrede under kommunismen, og som derfor sluttede op om partiet og Stalin. Men først og sidst var det hadet til nazisterne, der drev soldaterne fremad fra Stalingrad til Berlin.
Man skal ikke lade sig skræmme af de mange sider og det store noteapparat. Merridale skriver fængende. Og når man til slut læser, hvordan krigsheltene blev modtaget med mistro, fængsel, arbejdslejr og i bedste fald KGB’s sure ånde i nakken, da de vendte hjem, så kan man kun tilslutte sig Strindberg: Det er synd for menneskene, med tilføjelsen, at det fa’me var mest synd for Ivan.
