Å nej, tænkte jeg, nu er vi i genren, som hedder Valdemar Rørdam var en stor lyriker, Kaj Munk en stor dramatiker, og dronningen er vitterligt en stor maler. Kreative forsvarstaler, som opskriver en kunstners ry og rygte nogle gange på trods af andre vinde end de herskende på bjerget, op ad bakke på parnasset for det politisk korrekte, en elegisk sang for et miskendt geni. Ærlig talt, jeg har altid syntes, at Bille August var glimrende til film om ensomme nordboere og helst nogle af slagsen under de atten vintre, Buster, Zappa og anden ungdom. Ellers mestendels en habil, men også ujævn håndværker, der om muligt har drejet verdens kedeligste om ikke dårligste thriller, den om frøken Smilla og hendes fornemmelse for sne. Okay – der er lige overdådighedshornet ’Pelle Erobreren’, som fik palme i Cannes og oscar i Hollywood. Og så er der hans mere eller mindre svenske hovedværker, ’Den gode vilje’ og ’Jerusalem’, som er drejet nydeligt til 11 med pil opad af en af Ingmar Bergmans bedste disciple og med hans sikre stab af skuespillere. Det er Henrik Wivel slet ikke enig med mig i. August den store Overhovedet. Hvorfor, har han faktisk skrevet en irriterende velskreven bog, ’Spejlet. Bille Augusts film’, om, et kærligt mere end kritisk signalement af August den store. En genuin gennemgang af alle hans arbejder, hvor selv de ringe(ste) udenlandske storfilm får et overmåde nådigt blik. Wivels auteur-tese er nemlig den, at bag om alt, hvad August har virket, løber en stille tematisk bæk af kristen tilgivelse og forsoning. Voila og amen, Bille er måske sålunde vor største protestantiske filmkunstner siden Carl Th. Dreyer. Det skal nok være rigtigt, og det bogføres godt, men temaet udsættes i så fald også for falske toner. I min optik mangler August alt for ofte simpelthen fornemmelse for just de grandiose opuser, han orkestrerer til psykologiske, private kammerspil. Tag nu for eksempel hans filmatisering af Victor Hugos mastodont ’Les Miserable’, hvor August koger dette kristen-socialistiske, men homeriske og polyfone epos ind til en intim magtkamp mellem to mennesker, klaustrofobisk i krudtrøg og kærlighed. Det svarer til at spille Wagner på mundharmonika! Og bortset fra begyndelsen af ’Pelle Erobreren’ er alt bornholmsk kogleri og natur skåret væk i Martin Andersen Nexøs mesterroman!
At kalde forholdet i filmen mellem far og søn aldrig overgået nu eller i fremtiden er at sætte bind for øjnene for Vittorio de Sicas ’Cykeltyven’ og Clarence Browns ’Hjortekalven’. Endelig er der Augusts katastrofale valg af skuespillere: Brideshead-britiske Jeremy Irons som bøs chilensk godsejer og grande i ’Åndernes hus’, den irske træmand, Liam Neeson, som den sangvinsk galliske galejslave, Jean Valjean. Flueknepperi I ’Les Miserables’, hvor den ellers så fintfølende og gennemresearchede Wivel tager fejl af julirevolutionen i 1830 og så dens udløber, proletar- og studenteroprøret to år senere i Saint Médard-kvarteret, der, præcis som i bogen, blodigt og brutalt blev nedkæmpet af borgerkongen Ludvig Filip. Flueknepperi, javist, men også symptom på, at Wivel er helt på linje og enig med Augusts poetiske frihed og ligegyldighed over for historien i historien. I den hensigt at gøre en andens værk tematisk enstrenget på bekostning af et monstrøst kor af stemmer i flere tonarter.
