I Dickens’ mesterroman ’Store forventninger’ vendte de deporterede australske straffefanger så at sige hjem til den engelske litteratur, ligesom de fortrængte erindringer vender tilbage i drømme.
Måske er det derfor, romanen udfordrer forfattere fra down under til nye parafraser – først var det australieren Peter Carey med ’Jack Maggs’, og nu har newzealænderen Lloyd Jones (f. 1955) sat Dickens ind i en nutidig fortrængt konflikt med sin roman ’Mister Pip’. Jones har som journalist dækket borgerkrigen på stillehavsøen Bougainville i 1990’erne, og det er den, der er afsættet for romanen. Gennem jegfortælleren, den 13-årige Matilda, oplever vi krigens ødelæggelser i græshøjde, fra en lille fiskerlandsbys perspektiv. Beboerne har stadig byggematerialer i junglen og fisk nok i havet, men frygten breder sig, og dagene bliver tomme. Skolen er lukket, og en dag tilbyder den eneste hvide mand i landsbyen, mr. Watts (han er gift med en af de lokale), at undervise børnene. Hans undervisning består i højtlæsning af ’Store forventninger’, og for Matilda bliver Dickens’ hovedperson, den forældreløse Pip, et holdepunkt for hendes egne forventninger og forestillinger om verden. Landsbyliv og storbyliv Kontrasten mellem det enkle landsbyliv i Melanesien og det fortidige storbyliv i Pips London indbyder til megen humor, og første halvdel af bogen er næsten forræderisk hyggelæsning. Men så dukker nogle soldater op, der forlanger at få at vide, hvor denne kolonialistiske Mister Pip, som de har hørt om, opholder sig. Fiktion og virkelighed kolliderer, og bruddet er næsten for stort til at rummes i romanen, den truer med at falde fra hinanden – men Jones opnår alligevel en holdbar syntese gennem resten af Matildas forfærdelige og dog frigørende historie. Krig avler altid grusomhed, og megen litteratur forsøger at bearbejde grusomhed; det er også tilfældet med denne roman, der var shortlistet til Man Booker-prisen sidste år. Den har noget at fortælle, og den fortæller det indtrængende, også nu på dansk i Jan Hansens smidige og stilsikre oversættelse. Man mærker den enorme afstand mellem kulturerne bare i kontrasten mellem Matildas eget tonefald og de indstrøede citater og løjerlige ord fra Dickens – og dog er mødet muligt. Det er nok det mest optimistiske og fremadskuende ved Jones’ fine roman, der under overfladen også handler om udbytning og mistro, men som hævder og understreger, at der findes noget, som er fællesmenneskeligt. Folk, der er ligeglade med verdens tilstand og bange for litteratur med indhold i, skal ikke læse denne bog. Alle andre er den hermed anbefalet til.
