Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

PÅ SCENEN. Erik Bruhn i ’Giselle’ 1954. Foto fra bogen

PÅ SCENEN. Erik Bruhn i ’Giselle’ 1954. Foto fra bogen

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den søgende prins

Historien om en af det 20. århundredes største dansere, Erik Bruhn, har alt, hvad et romantisk hjerte kan begære: kunstneriske triumfer, menneskelig formørkelse og stor og vild kærlighed.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Naturligvis skulle de have hinanden: damefrisørens lille Erik og den fattige tatardreng Rudik.

Sådan må skæbnen have bestemt det.

Der går dog lige et par år. Den første bliver født i 1928 i København. Den anden vokser op i sovjetstaten. Begge danser de, skønt hver på sin måde, sig ind i verdensberømmelsen. Da Rudik – nu kendt som Rudolf Nurejev – i 1961 hopper af fra Sovjets Kirov Ballet i lufthavnen i Paris, åbner eventyret sig for alvor.

På det tidspunkt er Erik – efternavnet er Bruhn – også blevet en stor dreng: verdens absolut førende mandlige danser. Den ti år yngre Nurejev har længe beundret ham på afstand. I København bliver de introduceret for hinanden, og en af århundredets store og helt vilde kærlighedshistorier begynder. Bruhn er tryllebundet:

»Det var første gang i hans liv, at han var fuldstændig forelsket, en form for hypnotisk, fysisk, dybt erotisk kærlighed. Erik var altid temmelig tilsløret og ulastelig, og her var en person, der var alt andet end det«, lyder et af vidneudsagnene i Alexander Meinertz’ medrivende portrætbog om Erik Bruhn.

De er som skabt for hinanden. To modsætninger, hvor sammenligningen med Apollon og Dionysos ligger lige for: Bruhns kontrollerede maske og klassiske beherskelse af sin kunst: le danseur noble. Nurejevs lidenskabelige, dyriske, ja til tider djævelske væsen. Ånd og krop. Mesteren og ynglingen.

»Lær mig det«, siger Nurejev. Ynglingen lærer dog uden tvivl også sin mester et par dansetrin uden for scenen.

Bruhn bliver Nurejevs livs kærlighed, også selv om deres forhold ikke holder livet ud. Til sin dødsdag har Nurejev – han dør i 1993 af aids – et fotografi af Bruhn på sit sengebord. I et af Bruhns breve til Nurejev lyder det: »Med dig har der været øjeblikke, hvor fortiden, nutiden og fremtiden ikke talte – det var det evige liv …«.

Vi tørrer lige øjnene.

Stjernestøv og skandaler FOR BEGGE gælder, at deres liv har det stof, som drømmefortællinger gøres af. Stjernestøv og sublim kunst. Skandaler og knapt så sublime privatliv. »Oplagt som romanfigur, fordi hans karakter altid vil forblive et mysterium«, skrev Politikens Ebbe Mørk om Nurejev, da dennes liv – ud af adskillige biografier – i 2003 var blevet gendigtet af Colum McCann i ’Danser’. Om Erik Bruhn er der ikke skrevet så meget. Hvor meget, er lidt svært at få et overblik over. Man leder forgæves efter en kildefortegnelse over bøger og film i Alexander Meinertz’ bog. Ellers er portrættet – som sin roste forgænger: Volkova-biografien fra 2005 – bygget på personer og udtalelser, der her tilsammen reflekterer en kunstner- og menneskesjæl, hvor det guddommelige konstant brydes med det dæmoniske. Lige så oplagt som roman – eller endnu bedre: som det Hamlet-drama, som Meinertz også lægger op til. Erik Bruhn vokser op med en dominerende mor – hun styrer både familie og en frisørbutik – og en noget fraværende far og er tidligt grebet af sit eget livs mysterium. Hvem er han? Bruhn svarer selv i et fremragende essay: »Jeg er den samme, bare mere end før«. Som dreng tror han sig selv usynlig. Da han siden står på scenen og rækker hænderne mod himlen, oplever han de få øjeblikke af nærvær – grebet af en forunderlig følelse af at være helt til. Som i en drøm. Det bliver et iboende træk ved Erik Bruhn så at sige at holde masken – også privat – som et værn mod andre: den kølige, arrogante kunstner. Ebbe Mørk, der kendte Erik Bruhn privat og over flere omgange lægger stemme til i portrætbogen, taler om det grundlæggende hos ham: »Han var gådefuld, enigmatisk«. I nogle situationer hjerteligt nærværende, i andre på afstand af selv de nærmeste. Samtidig har han et lige så udtalt behov for at kommunikere. Erik Aschengreen pointerer det i sit kapitel om Erik Bruhn i ’Som jeg kendte dem’: »Det gjorde han på scenen, og måske kun der. (…) Her levede han sine følelser ud, og her nåede han de store øjeblikke, når han forløste noget i os. Det var hans forbandelse og velsignelse. Den skæbne, der havde gjort ham ensom blandt mennesker …«.

Ballettens kongebarn

FORBANDET OG velsignet. Med sit livs skygge som den inspiration, der kaster nyt lys over kunsten. Han bliver tidligt døbt »ballettens kongebarn«. Og han bliver snart prinsen over alle, der fortryller den ganske verden med sine skelsættende versioner som James i ’Sylfiden’, Jean i ’Frøken Julie’ og José i ’Carmen’. Da han danser prinsen i ’Svanesøen’, har Bruhn lagt sin makeup »som en Hamlet, bleg som døden, med mørk øjenskygge«. Siden laver Bruhn sin egen version af balletten. Alexander Meinertz opsummerer smukt: »I Bruhns fortolkning blev ’Svanesøen’ en ballet, hvor en ung mand af to moderfigurer tvinges til at vælge mellem ’ren kærlighed’ og ’seksuel kærlighed’. Prinsen vælger først den rene og dernæst den seksuelle kærlighed og må lade livet for sin fejltagelse og for at idealet kan bestå«. I en hysterisk X Factor-tid, hvor snart sagt alle danskere går til scenen og hver uge og uden de større problemer udråbes til noget nær et verdenshit, er det på én gang eksistentielt og kunstnerisk opløftende at læse om en god klassisk superstar; her er kunsten, ligesom livet, en konstant smertefuld søgen. Hos Bruhn blev det i selskab med masser af smøger og ikke så lidt spiritus – og med mave- og sjælesmerter som livsledsager. Alt sammen rakte til både stjernerne og helvede – og som sagt: til den store forbandede kærlighed, der heller ikke var omkostningsfri. Men den var der! Erik Bruhn døde i 1986 af cancer. Han ville være fyldt 80 år i oktober.







Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden