Det pirrer den indre detektiv med en udgivelse om Københavns mordsteder.

Hvor tit har man ikke gyst i Teglgårdsstræde eller takket nej til invitationer fra folk i Titangade på grund af fordums uhyggelige begivenheder? Niels Martinov har begået en guide til adresser med blod på samvittigheden, men bogen er desværre ikke særligt guidende. 23 mordsager fra 1772-2006 tages under behandling, men Martinov vil hellere gengive selve den kriminelle begivenhed end byrummet, kvarteret og beboerne omkring forbrydelsen. Samtidig er sproget noget slapt i koderne og kildeangivelsen helt til rotterne. Sjuskede formuleringer som »fortæller han to år efter til en avis« eller »konstaterede overboen« uden navn eller medie er et brud med basale regler for kildeangivelse, og man tænker igen og igen: Hvor ved han det fra? Siger hvem? Mange af mordsagerne som ’Makrellen’ og ’Den italienske turist’ kan man næsten ikke holde ud at høre mere om, mens f.eks. 80’ernes terrordrab er interessante at genopleve. Man skal naturligvis gøre sig en del etiske overvejelser, når man skriver bøger om folks ulykke, men Martinovs bog ville have vundet meget ved at tage skridtet helt ud: med bykort, grafikker, ruter og arkivbilleder fra sagerne. Dernæst havde et mere levende sprog, som man kender det fra den fortællende journalistik, samt præcise kildeangivelser bagerst løftet projektet betragteligt.