Den ganske voksne debutant Eske Troelstrup (f. 1974) har skrevet en roman, der i sit udgangspunkt ikke burde kunne lykkes.
Selve konceptet og faldgruberne er nemlig gruopvækkende: en sentimental roman om og til den forsvundne ungdomsven ’Malthe’, baseret på den helt overordentligt gennemsnitlige fortæller ’Rune’s beretning om, hvordan det var at være humanistisk studerende i 1990’erne og leve på Vesterbro – nøjagtig lige som alle de andre dengang. Rune bor på kollegium, er genert og lidt kikset, studerer på KUA og drømmer om at være digter. Men så flytter han i kollektiv, møder den – ifølge omslagsteksten – »karismatiske« og rebelske og fandenivoldske Malthe, Rune forelsker sig håbløst i Line osv. Malthe er naturligvis helt enestående talentfuld og begavet, men hjemsøgt af dæmoner, og romanen kommer nu til at forme sig som et brev til den bortkomne ven; et brev, der i cirkelbue lukker sig om sig selv i det fortællende nu (hvor 3x34 står parat til at fragte Rune bort fra kollektivet og ud i voksenverdenen), og som drypper af patetisk fortrydelse, Rune føler, han burde have hjulpet sin ven, inden alt krakelerede for ham. Klicheerne står med andre ord i stakåndet kø, og faren for det banale og forudsigelige er overhængende. Men, som den opmærksomme læser allerede vil have bemærket ud fra min indledende sætning, på bemærkelsesværdig vis lykkes det minsandten for Troelstrup at få monstret til at flyve, og det endog rigtig godt. Uprætentiøst og prunkløst Hvordan i alverden kan det være? For mig at se skyldes det især to ting. For det første skriver Troelstrup, der også er chefredaktør på ’Citadel’, helt ualmindeligt uprætentiøst og prunkløst – der er ingen håbløse forsøg på at være ’litterær’ og på at dulle konceptet op til at være andet og mere end det, det er, men blot en klar og ligefrem prosa, der allerede toner frem i første sætning: »Når varevognen fra 3x34 om lidt kommer kørende ned ad Istedgade gennem den tidlige aftens distræte trafik og stopper ved kantstenen foran vores opgang vil jeg ikke tænke på dig«. Selv om adjektivet »distræt« skyder sig ind i trafikken med litterær overfrakke på, er anslaget helt klart og rent, og velfungerende med den afsluttende negation, »vil jeg ikke«. Det er en større kunst, end mange almindeligvis tror, at kunne skrive uden krummelurer. Og for det andet holder Troelstrup undervejs gennem romanens ubrudte åndedræt, som nævnt fortalt mens fortælleren sidder i vindueskarmen og venter på 3x34, en tone, der er helt konsekvent og klokkeren, elegisk uden at kamme over i hul patos, mildt humoristisk uden at forfalde til forlegne klovnerier. Det er også en større kunst, end man umiddelbart skulle tro. Tilsammen gør det velfungerende sprog og den rene tone, parret med et behageligt voksent tilbageblik på den unge Rune, at romanen letter fra jorden og svæver let hen over faldgruberne. Det er en ganske imponerende bedrift, og det indebærer at ’Bortset fra himlen’, foruden at være en udmærket, såkaldt generationsroman (et fænomen, jeg almindeligvis finder problematisk med sit postulat om en lummer, kollektiv identitet baseret på årstal), også står klart som brevroman, som brev til den forsvundne ven, der på godt og ondt rev Rune ud af middelmådighedens og det studentikoses forvirrede tågebanker. Måske skal Troelstrup aldrig gentage kunststykket, måske ligger der flere fine ting og venter, men under alle omstændigheder er ’Bortset fra himlen’ på sine egne præmisser en effektiv, berørende og rigtig god debutroman.
