Fortælleren i Ane-Marie Kjeldbergs tredje roman ’Marcipansøstre’ er en pubertetspige i halvfjerdsernes Silkeborg, helt uforberedt på seksualiteten og den stærke libido, der hjemsøger hende – og helt uden ramme eller rum at sætte den i.
Forældrene, gymnasielektor og børnehjemslærer, har slet ikke forberedt deres Eva på den uhæmmede sanselighed, hun møder hos tre søstre, hvis forældre har et meget frit syn på børns udforskning af grænser. En sanselighed, der også bemægtiger sig Evas egen – usædvanligt modtagelige – unge krop. Det interessante ved ’Marcipansøstre’ er ikke de hyppige beskrivelser af diverse former for både skamfuld og skamløs masturbation og pirring – på det punkt er den faktisk på grænsen til det vulgære og minder om pornobladene i periferien af min barndom. Eva vakler troværdigt og medrivende mellem to verdener: sin egen og elektrikerdatteren Lenes med hesteblade og sværmende uskyld og så den, som tilhører den fra København tilflyttede psykiater- og mensendiecklærerfamilies fremmelige piger, der opdrages til at tilfredsstille kroppens behov uden blusel – og uden hensyn til omverdenen. De piger er hun tiltrukket og domineret af med en latent, men af forfatteren udpenslet lesbisk forelskelse. Den ’bornerte’ medløber Men det er klassesammenstødet, der ender med at være det interessante ved ’Marcipansøstre’. Dens for mig positive budskab er, at frigjorthed for nogen har omkostninger for andre, og det er en fin detalje, at det er den ’bornerte’ medløber Eva, der til sidst – dog uden held – sætter hælene i, da hendes retfærdighedssans krænkes. Inden da har adskillige små krænkelser fundet sted i de personlige, fysiske eksperimenters navn, og de ansvarlige fortrækker – som de har gjort før – til ’nye udfordringer’, da deres handlinger får konsekvenser. Det er i den sidste tredjedel, denne meget ujævne, måske selvbiografiske roman løfter sig og bliver en stille, social gyser – selv om en stor del af den foregår mellem lårene på unge piger og et par uforsigtige mænd.
