Der er noget, der nager Benn Q. Holm, mens vi går hen ad gaden, og efter 100 meter spørger han ud i luften, om skjorten skal ned i bukserne.

»Det kan jeg aldrig finde ud af«. Han ender med at stoppe den indenfor. For at hive den op igen ti minutter senere. Før vi gik ud i solen fra ejendommen i Willemoesgade, hvor han bor, diskuterede han med sig selv, om han skulle tage sokker på eller ej, og besluttede sig så for ikke at gøre det. Er han i gang med at iscenesætte sig selv, sådan som nogle mener, at han er god til, som intellektuel, let forvirret forfatter, der ligner Paul Auster lidt? »God til at selviscenesætte? Nej, ja, det ved jeg ikke. Hvem fa’en siger det? Man bliver jo nødt til at gøre noget, det er heller ikke sådan, at jeg hader det, det er en del af jobbet. Men jeg stiller ikke op til alting. Det med at være på forsiden af dvd-samlingen af ’Album’ var ikke min ide, men den var da meget sjov, og vi fik PR ud af det«. At sætte sig selv på spil De fleste borde på Den Franske Cafe på bredden af Sortedamssøen er reserveret, men vi finder et ud for skolen, hvor en lærer med sin klasse er flyttet ud på græsset. »Fadøl? Jo tak, man må hellere underbygge sit ry«, smiler Benn Q. Holm. I sin nye selvbiografiske roman, ’Københavns mysterier’, drikker forfatteren Q også lidt for meget og lidt for tidligt på dagen. Og børster tænder, før han henter børn, så formiddagsdrinken ikke kan lugtes. »Det var svært at bruge sig selv, og jeg havde mange overvejelser – folk skulle ikke med helt ind i soveværelset. Det havde en forfatter som Henrik Stangerup ikke været bleg for, han kunne gøre det fantastisk, og det, længe før vi fik den trend, at alle folk viser alt frem. Jeg har aldrig brugt mig selv som figur før, men det var en god udfordring at stille sig selv på spil – også fordi jeg er et ret privat menneske«. Forfatteren Q kæmper med at skrive en roman, samtidig med at hans kone kæmper med at holde på et barn, der vil for tidligt ud. Sådan som situationen var for Benn Q. Holm for et par år siden, da hans tredje datter blev født mere end to måneder for tidligt, og moderen var ved at forbløde. Hvad fik du ud af den selvbiografiske spændetrøje? »En hel masse besvær. Også fordi jeg pludselig stod med et drama i familien, som måtte med. Det er den sværeste bog, jeg har skrevet«. Ved at tage sig selv med i værket ville Benn Q. Holm afromantisere kunstnerrollen. »Der er skrevet ufatteligt mange kunstnerromaner, hver tredje amerikanske film har en halvblokeret forfatter i hovedrollen. Men når kunstneren optræder i kunsten, er han enten et skvat som Woody Allen eller en machofyr a la Hemingway, der nedlægger elefanter om dagen og damer om natten. Jeg ville afmytologisere den rolle, men jeg vidste også, at der ikke er noget vanskeligere end at skildre det almindelige begivenhedsløse forfatterliv, så folk gider læse om det«. Københavnerromaner Den ydre handling er altså ikke så vigtig, men dog det nødvendige skelet, som skal få læseren videre. Er det så interessant nok at læse om det almindelige liv og en forfatters livsanskuelser? »Det var jeg meget bevidst om. Og nogle gange overvejede jeg da også, om Q skulle tylle en flaske whisky og spænde ben for en kollega, så han forstuvede armen og ikke kunne skrive en konkurrerende bestseller. Men når jeg nu havde påført mig den spændetrøje at skrive selvbiografisk, ville det være snyd at begynde at lirke den op. Nu er det hele lagt frem med kun et lille gran af usandhed, som måske gør den til en slags metaroman« (roman, der kommenterer sig selv, red.). ’Københavns mysterier’ sætter sig selv ind i rækken af københavnerromaner i dansk litteratur, også selv om den ikke er så københavnersnæver som Benn Q. Holms tidligere ’Hafnia Punk’. »København er jo et genkomment motiv i dansk litteratur. Herman Bangs ’Stuk’ handler om tilblivelsen af det København, vi sidder i lige nu. Tom Kristensens ’Hærværk’ er om København. Og indirekte er København hovedperson i mange af Pontoppidans romaner. Ja, selv i J.P. Jacobsens ’Niels Lyhne’, selv om Lyhne dør i Sønderjylland«. Dramatisk død Ud over forfatteren Q har ’Københavns mysterier’ endnu en hovedperson – arkitekten og klummeskriveren Poul, der vandrer gennem byen om natten – på farten for at holde livet ud efter sønnen Nicolais død i en brand. På et tidspunkt løber han på Q, der også holder af at gå i gaderne, og fabulerer over danske forfatteres fredelige forhold: »Vi har jo ikke noget Gulag eller apartheid. Man mærker deres glæde ved at skrive, kærligheden til sproget, men fornemmer også, at de egentlig ikke har noget at skrive om. Ud over sig selv, deres problemer«. Er det et problem ikke at have noget ydre stort at skrive om? »Man kan jo se, at Sydafrika har fået to-tre nobelpriser i nyere tid. Og at slaget ved Dybbøl, da Danmark blev amputeret, blev et hovedtema i en del af en af vores største forfattere Herman Bangs forfatterskab. Men man kan også sige, at vi, der ikke oplever det store, bare har en anden slags problemer at forholde os til. Det er en stolt dansk litterær tradition at skrive om samfundet, og ofte er hovedpersonen fra middelklassen – en præst eller en journalist, der drikker for meget og har eksistentielle problemer. Tom Kristensens ’Hærværk’, J.P. Jacobsens ’Niels Lyhne’, ’Fantasterne’ af Hans Egede Schack, ’Løgneren’ af Martin A Hansen. Vi er til det psykologiske og introverte. Det er et skandinavisk tema, vi ikke kan løbe fra. Der er en grund til, at Ingmar Bergman er svensk og Fellini italiensk«. Muhammedtegningerne En af de store udfordringer, det danske samfund har haft på det seneste, er Muhammedtegningerne. Den situation har Benn Q. Holm med i sin roman, fordi det er »den største historiske krise, Danmark har haft siden Anden Verdenskrig«, og Benn Q. Holm er ikke at finde på Uffe Ellemann-Jensen og Tøger Seidenfadens hold. I romanen – og i virkeligheden – har forfatteren sommerhus i Sverige med den sandsynlighed for at løbe ind i Seidenfaden, det åbenbart giver: »Der var iskolde morgener, dyrespor i det våde græs og risikoen for at løbe ind i Tøger Seidenfaden, der også havde hus på de kanter, nede i den nærmeste bys supermarked (...). Hold kæft hvor var han træt af Politikens chefredaktørs skingre kritik af tegningerne, hans evindelige kritik af statsministerens afvisning af at mødes med de muslimske ambassadører (...) fra sit hjørnekontor på Rådhuspladsen i København buldrede Seidenfaden løs og forstod så udmærket muslimernes fornærmelse; han havde tid nok, for han måtte ikke som sine kolleger på Jyllands-Posten i tide og utide lade sig evakuere på grund af bombe- og dødstrusler«, siger Q i romanen og Benn Q. Holm i virkeligheden og ser alvorlig ud. »Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg er borgerlig, men samtidig holder jeg Politiken som min primære avis. Det er her, jeg kulturelt hører hjemme, og så har I en okay sportsdækning. Men med hensyn til tegningerne er pointen jo, at hvis vi skal til at underlægge os censur, har vi ikke længere et frit samfund. Der var jeg meget uenig med Uffe Ellemann-Jensen, Tøger Seidenfaden og venstrefløjen. Jeg tror desværre, at det hele havde at gøre med, hvad det var for en avis, tegningerne blev publiceret i. Var de blevet trykt i Information eller Politiken, havde det været noget helt andet.