Kalaallit Nunaat, Grønlændernes Land.
Nede foran SuperBrugsen i Nuuk står der en vejrbidt pensionist og sælger vægure af form som verdens største ø. De forrevne kyster er snittet med en kenders kunstfærdige håndelag, og klokken seks strækker viserne sig de knap 3.000 kilometer fra Kap Morris Jesup i nord til Uummannarsuaq i syd. En gruppe tandløse fyldebøtter kaster sten efter en overdimensioneret måge, mens tre hujende unger står på skateboard ned ad Imaneq, og en kontorchef i hjemmestyret slæber 12 flasker fransk landvin ud i sin postkasserøde stationcar. Grønlændernes land, ja. Og paradoksernes: To millioner kvadratkilometer med et indbyggertal som Randers. Storslået skønhed og brutal fattigdom. Livsglæde og skyhøje selvmordsrater. Gæstfrihed og nationalchauvinisme. Velfærd og svimlende klasseskel. Trommedans og salmesang. Vækkelsesmøder og åndemaning. Halbal og netdating. Slædehunde og firehjulstrækkere. Selvstændighedslængsel og milliardstort bloktilskud. Sælspæk og dåseravioli. Solidaritet og nepotisme. Godmodighed og affektvold. Børnevenlighed og omsorgssvigt. Midnatssol og værtshusmørke. Friluftsliv og kort middellevetid. Social armod og oliemilliarder gemt under havvand, is og granit. GRØNLAND ER ET myldrende katalog af spektakulære modsætninger, og enhver, der har besøgt det fantastiske land, har mødt sammenstød og kontraster, som springer i øjnene, forskrækker og fascinerer. I ’Grønland – mægtig og afmægtig’ tager journalist og mangeårig polarfarer Marianne Krogh Andersen sin læser med på en rejse gennem det moderne grønlandske samfund, og selv om Grønland og Danmark har været skæbnefæller siden Hans Egedes dage, er bogen faktisk lidt af en sjælden snespurv:
