Kristine Brøndums roman ’Af jord’ er ikke fyldt af døden, som titlen kunne indikere, men af livet. Med en stemme som både et barns og en voksens kommer jeg-fortælleren, Johanne Marie, til verden.
Jeg-fortælleren er før sin fødsel udstyret med en stemme, som både er et uvidende barns og en alvidende voksens. Hvorfor denne tvetydighed?
»Barnestemmen har jeg valgt, fordi billedet skal holde længe. I romanen fører jeg hende op til 7 år, og senere fører jeg hende forhåbentlig videre. Jeg ville finde en form, hun kunne være i uden at blive omklamret af forfatteren. Hun bliver ældre og udvikler sig, men hun er jo sat i verden som den, hun nu er blevet. Hvis dette greb kan rumme denne tvetydighed, har jeg opnået at få et talerør for det små i det store«.
Johanne Marie er som du født i 1950 ved en fjord. I hvor høj grad udtrykker det en selvbiografisk vinkel?
»Tidsbilledet er bare en dårlig undskyldning for at få lov til at dykke ned i noget, jeg kender. Biografien er et bagtæppe, som jeg kan tage nogle bestemte fakta ud fra. Mit ærinde er at nå ind til det usynlige, der ligger under overfalden, i den kollektive strøm, som vi henter vores næring fra. 50’erne er bare en form, som er nødvendig for at kunne gå ned i noget mere universelt«.
Din roman er struktureret som en dagbog med anmærkninger af datoer og højtider. Hvorfor har du valgt denne form?
»Dagbogsformen kan rumme en rolig, ens hverdag med dens gentagelser, som hvis man kigger ud over et blikstille hav. Man kan dykke ned i havet og undersøge bunden. Samtidig må livet fastholdes i en cyklus. Markeringen af højtider skyldes ikke så meget deres religiøse betydning, måde at holde verden på plads gennem årstidernes gang«.
Titlen ’Af jord’ virker tæt forbundet med denne cykliske verdensopfattelse og sætter fokus på døden?
»Det har både dødens titel og begravelsesritualet i sig. Alting kommer ’af jord’. Romanen er en hyldest til det liv, vi lever her på Jorden. Vi behøver ikke at markere os og stå på livets store scene og blive hyldet«.
I en central scene begraver pigen en fugleunge. Hvordan ser du sammenhængen mellem titlen og dette begravelsesritual?
»For et barn er en død fugleunge frygteligt. Ritualer er et sted, som kan rumme sorgen. I mødet med døden må man have noget, det kan være i, og så kan det være, at hun begraver den. Det skrøbelige liv er samtidig det mest bestandige. En sommerfugl har f.eks. et meget kort liv, men hvis man forestiller sig, at alt bliver goldt, fordi vi mennesker ødelægger det hele, kan man jo godt forestille sig, at det sidste, der er tilbage, netop er en sommerfugl. Det kan godt ske, at det er det flygtige, der bliver tilbage, når alt det, som vi troede var bestandigt, er forsvundet«.
