I den norske forfatter Per Petterson romaner er der »næsten kun hovedsætninger, men syntaksen er formidabel«.
Så kort forklarede Naja Maria Aidt i et interview sidste år – dengang hun fik Kritikerprisen for novellesamlingen ’Bavian’, og før hun fik Nordisk Råds Litteraturpris for den – hvorfor den roman, hun endnu aldrig har skrevet, helst skulle være »som en roman af Per Petterson« – eller én af Agota Kristof. Det vil sige romaner »helt uden fyld«, sagde hun til Politiken.
Paradoksalt nok er det måske netop ordknapheden, der har gjort Per Petterson til så stor en succes, endda internationalt. ’Ud og stjæle heste’ (på dansk 2004) er heller ikke nogen murstensroman, men har skaffet ham de to vigtigste norske litteraturpriser, en læserpris i The Independent og overstrømmende kritikerros i New York Times Book Review plus verdens største pris for en enkelt roman, Impac-prisen på 100.000 euro. Hans bøger er nu oversat til mange sprog.
Noveller i en kreds
Og her er chancen for at stå på forfatterskabet i den rigtige ende, for nu udkommer hans 1987-debut også på dansk. Noveller i en kreds, der næsten danner en roman, en række glimt af drengen Arvids opvækst og forhold til familien og de nærmeste omgivelser i Oslos nordøstlige yderkvarterer mellem Sinsen og Grorud i årene omkring 1960 – fortalt gennem drengens egne iagttagelser af verden fra knæhøjde, selv om han omtales i tredje person.
Af onde drømme vågner førskolebarnet med aske i munden, og lammet af skræk bliver han senere stående naglet til stedet, med sand i skoene. Skiftet mellem titlens nære detailsansninger og barnets altovervældende stærke følelser og førstegangserfaringer skaber magiske forbindelser i den alder. Som da farfarens død – og sønnernes smårivalisering – tilfældigt falder sammen med kong Haakon VII’s død i 1957 – og kobles til synet af, hvordan hans far tog livet af en forulykket småfugl. Eller da klasselæreren nogle år senere siger »I dag skal I bede til Gud, for i dag kan der blive atomkrig« – og Arvid går i seng for resigneret at afvente altings ende, selv om han endnu ikke aner, hvor Cuba ligger.
Slet ikke grusom
Faren er nu slet ikke grusom, om end lidt mere umoden til hjemmebrug end på arbejdet, og dét er en børstefabrik i stedet for det skomageri, han ellers var stolt af at have svendebrev til. En dag smider han alt læderet ud og brænder sine læste. »- Jaja, Arvid, sagde far med en lidt uhyggelig latter, og hans ansigt lignede til forveksling en sten, - nu er jeg en mand uden sko!« Hvad det vil sige, sanser drengen helt konkret i næste afsnits åbningsord: »Gulvet er koldt mod de nøgne fødder«.
Pettersons svendebrev som sprogmager kan man roligt kalde den tyve år gamle debut, mester er han blevet. Ubesværet, enkelt og med »næsten kun hovedsætninger« trækker han her sine fine tråde mellem far og søn og, med drengens ny erfaringer og forlængede aktionsradius, mellem faren og moren, faren og onkel Rolf, det bedrevidende snakkehoved, samt mellem drengens nære hjem og den større omverden.
Det almene overskygger dermed det selvbiografiske, selv om Arvid, forfatterens alter ego – moren her er dansk, ligesom den kvindelige fortæller i romanen ’I Sibirien’ (dansk udgave 2000) – også optræder i ’Det er okay med mig’ (dansk 2002) om ungdom i halvfjerdserne, og i romanen ’I kølvandet’ (dansk 2001), hvor Arvid Jansen er blevet voksen forfatter, samt endelig i ’Ekkoland’, der fortæller om hans teenageår i tresserne og udkommer på dansk senere i år.
»Mine bøger er jo en slags familieportræt«, sagde Petterson selv til Politiken i marts i år, så Arvid Jansen er også i centrum af hans næste roman med titlen ’Jeg forbander tidens flod’. Dén er knap nok skrevet færdig endnu, men Arvid Jansen er kommet ind i nordisk litteratur for at blive, og en dag får vi måske et samlebind med alle fortællingerne i ’rigtig’ rækkefølge.
De heldigste, som endnu har hele forfatterskabet til gode, kan med fordel begynde her – ved begyndelsen.
fortsæt med at læse
