Kalaallit Nunaat, Grønlændernes Land.
Nede foran SuperBrugsen i Nuuk står der en vejrbidt pensionist og sælger vægure af form som verdens største ø. De forrevne kyster er snittet med en kenders kunstfærdige håndelag, og klokken seks strækker viserne sig de knap 3.000 kilometer fra Kap Morris Jesup i nord til Uummannarsuaq i syd. En gruppe tandløse fyldebøtter kaster sten efter en overdimensioneret måge, mens tre hujende unger står på skateboard ned ad Imaneq, og en kontorchef i hjemmestyret slæber 12 flasker fransk landvin ud i sin postkasserøde stationcar. Grønlændernes land, ja. Og paradoksernes: To millioner kvadratkilometer med et indbyggertal som Randers. Storslået skønhed og brutal fattigdom. Livsglæde og skyhøje selvmordsrater. Gæstfrihed og nationalchauvinisme. Velfærd og svimlende klasseskel. Trommedans og salmesang. Vækkelsesmøder og åndemaning. Halbal og netdating. Slædehunde og firehjulstrækkere. Selvstændighedslængsel og milliardstort bloktilskud. Sælspæk og dåseravioli. Solidaritet og nepotisme. Godmodighed og affektvold. Børnevenlighed og omsorgssvigt. Midnatssol og værtshusmørke. Friluftsliv og kort middellevetid. Social armod og oliemilliarder gemt under havvand, is og granit. Spektakulære modsætninger GRØNLAND ER ET myldrende katalog af spektakulære modsætninger, og enhver, der har besøgt det fantastiske land, har mødt sammenstød og kontraster, som springer i øjnene, forskrækker og fascinerer. I ’Grønland – mægtig og afmægtig’ tager journalist og mangeårig polarfarer Marianne Krogh Andersen sin læser med på en rejse gennem det moderne grønlandske samfund, og selv om Grønland og Danmark har været skæbnefæller siden Hans Egedes dage, er bogen faktisk lidt af en sjælden snespurv: Den danske statskasse yder årligt et tilskud svarende til 70.000 kroner pr. grønlænder, men bortset fra glitrende turistbrochurer, lokkende jobannoncer og tilbagevendende politisk forargelse kan danskernes interesse for Grønland ligge på et meget lille sted, og der er et forbløffende underskud af tidssvarende litteratur om det arktiske samfunds muligheder og blindgyder. Betragtet fra København syner den enorme ø simpelt hen ikke af alverden. Krogh Andersen har rejst Grønland tyndt siden halvfjerdserne, og hendes kærlighed til landet og dets befolkning gennemsyrer bogen og danner en troværdig ramme om kritiske analyser af hjemmestyrets aktuelle situation. Stedkendt og solidarisk beskriver hun verdenssituationen, som den opleves af fangere, intellektuelle, entreprenører, borgmestre, skolebørn og folkepensionister – hun besøger rejefabrikker og mineskakter, hun er til bygdemesterskab i fodbold og til kaffemik i lavloftede stuer med udsigt til drivende isskosser. Hun spiser søndagsbrunch med et fremadstormende caffelatte-segment i Nuuks smukke kulturhus, og hun rapporterer beskæmmet fra et tilbagestående Østgrønland, hvor uddannelses-, bolig- og sundhedsstandarden er forhistorisk, og der bliver begået to drab om året i en befolkning på størrelse med Glamsbjergs! Vi kommer kort sagt tæt på almindelige menneskers verden og hverdag, og vi er med indenfor i magtens korridorer, hvor bølgerne går højt, når forholdet til den gamle kolonimagt er til debat. Vi møder hårdtarbejdende parlamentarikere, og vi konfronteres med magtfuldkommenhed, kammerateri og dubiøse ejendoms- og fiskekvotetransaktioner. Vi møder danske lykkeriddere på gennemrejse og grønlændere, som knap nok taler deres eget modersmål. Forfatteren balancerer fint mellem katastrofer og optimisme – der berettes om vold, omsorgssvigt, selvmord, seksuelle overgreb og social nød, men også om et ungt og håbefuldt samfund, som er klar til at påtage sig et ansvar og i stigende grad formår at gøre sig fri af økonomisk og kulturel dominans sydfra. Står i et vadested GRØNLÆNDERNES LAND står i disse år i et vadested, og meget tyder på, at de kommende årtier bliver afgørende for landets fremtidige placering i verdenssamfundet. Den dansk-grønlandske selvstyrekommission er netop barslet med sin længe ventede betænkning, og det forudses, at en selvstyreordning kan træde i kraft på Grønlands nationaldag 21. juni 2009. Målet er økonomisk bæredygtighed, og gemmer der sig virkelig (som U.S. Geological Survey har skønnet) 110 milliarder tønder olie i den nordøstgrønlandske undergrund, så svarer de astronomiske indtægter til tre tusind års bloktilskud, og vejen er banet for et petrokemisk eventyr, som kan gøre grønlænderne til en slags arktiske saudier med bugnende konti og betydelige geopolitiske muskler. Med udsigten til velstand om hjørnet tårner spørgsmålene sig op i horisonten: Er Grønland moralsk forpligtet til at dele sine oliemilliarder med Danmark, eller er det tværtimod det perfekte tidspunkt at bryde knap 300 års bånd med blegnæbbene i syd? Vil det grønlandske selvstyre kunne administrere den nye velstand, eller vil man se de i forvejen stejle klasseskel vokse? Vil man efter islandsk forbillede vende sig bort fra Europa og – med Krogh Andersens formulering – blive en 51. amerikansk stat? Hvordan vil det gå med landets tusinder af danske og dansk-grønlandske familier? Eller med de knap 20.000 grønlændere, som aktuelt er bosat i Danmark? Vil de kommende generationer opdyrke nye og innovative relationer på tværs af Atlanten – eller vil de betragte Danmark som en trist parentes i inuitfolkenes lange og brydsomme historie? VI BEFINDER OS nær et springende punkt i Danmarks og Grønlands ambivalente sameksistens, og Marianne Krogh Andersens portræt af det moderne Grønland kommer som kaldet. Det er spændende og udfordrende læsning om et spændende og udfordrende land.
