En decemberaften i 2003 sad forfatterparret Joan Didion og John Gregory Dunne i deres lejlighed på Upper East Manhattan.

De havde besøgt deres datter på hospitalet og var ved at lave en sen middag. Midt i en sætning faldt John om med et hjerteanfald. På fem minutter ankommer to ambulancer, og i tre kvarter bakser mandskabet med John. Så opgiver de og kører ham til New York Cornell Hospital. Da båren ruller ind, henvender en mand i ’civil’ sig til Joan Didion: »I’m your social worker«. Dér dæmrer det for hende, at hendes mand er død. Sådan begynder hendes erindringsbog, ’Et år med magisk tænkning’ fra 2005, der rask kom på dansk og et dusin andre sprog. Med god grund. Det er et mesterværk om at opleve sin nærmestes pludselige død, om at fortrænge og gradvis fatte det ufattelige. Indimellem fortæller Joan Didion om deres liv og arbejde, i Californien og i New York, og om datterens sygdom. Alt i en glasklar prosa – på én gang kølig og intens, sart og barsk. Dybt bevægende. I august 2005, da Joan Didion havde fået form på bogen om sin sorg, døde hendes datter Quintana pludseligt, 39 år gammel. Hun brugte bevidst bogens lancering til at styre sit liv, og kort efter foreslog teaterproduceren Scott Rudin hende at omsætte det hele – også datterens tragedie – til dramaform. Joan Didion havde skrevet filmmanuskripter, aldrig skuespil, men da hun fik den britiske dramatiker David Hare som sparringspartner og instruktør, udviklede det sig til en lige så intens teaterforestilling med Vanessa Redgrave i den eneste rolle. Den blev en stor succes på Booth Theatre på Broadway i fjor, og forleden havde den engelske version premiere på National Theatre i London. Til sommer skal den på turné i England, Irland og Østrig. Magisk tænkning Skuespillet er en 95-minutters monolog, skanderet i ni afsnit ved små lysskift og et bagtæppe, der hejses op og falder ned som et skibssejl. Som den 71-årige Vanessa Redgrave sidder og står dér alene på Lyttelton-scenen, har hun visse ligheder med Joan Didion, også i sit amerikaniserede talesprog, men stoffet er generaliseret til at handle om Døden med stort og i al sin almindelige ualmindelighed. Sådan begynder hun: »Dette skete 30. december 2003. Det kan virke som længe siden, men det vil det ikke, når det sker for Dem. Og det vil ske for Dem. Omstændighederne vil være anderledes, men det vil ske for Dem. Det er det, jeg er her for at fortælle Dem«. Og lidt efter: »De ser mig på denne scene, De sidder ved siden af mig på et fly, De løber ind i mig ved en middag, De ved, hvad der skete mig. De har ikke lyst til at tænke, at det kunne ske for Dem. Det er derfor, jeg er her«. Det er stemmen, der taler og taler – som vi kender den fra Beckett og Pinter. Hurtigt, besværgende, tilsyneladende nøgternt. Kun tilsyneladende. Det er ’den upålidelige fortæller’, som det hedder i romanteorien. Hun virker pretty cool, når hun refererer ydre begivenheder og pedantisk tjekker kronologi og medicinske facts om mand og datter. Men hun har selvironi nok til at indrømme sin gamle hang til at ville kontrollere alt og altid få det sidste ord, og bag om ryggen på hende fortæller monologen en dramatisk historie om sorgens og selvbedragets mekanismer. I løbet af det halvandet år, den spænder over, sjangler hun – det malende ord har jeg lånt af Tom Kristensen – mellem erkendelse og fornægtelse, mellem skarpsyn og ønsketænkning, som om John kan genoplives med magi. Titlens ’magiske tænkning’, forklarer hun, er antropologiens udtryk for primitive kulturers hvis-tænkning: »Hvis vi ofrer en jomfru, vil regnen komme igen«. Hvis hun beholder Johns sko, og hvis hun kan redde datteren, kommer han tilbage. Hvis hun på besøg i Los Angeles kan undgå de steder i Malibu, hvor de boede og var lykkelige, så er alt stadig glad fortid. Men pludselig bliver hun alligevel lokket ind på de gamle steder, og så kommer ’malstrømmen’ og opsluger hende i sorg og angst. Tilsvarende går fantasien i selvsving, når hun bekæmper ’selvmedlidenhed’ med drømme om mirakelkure, og stykkets sorte humor kommer, da hun driver lægerne til vanvid ved at docere neurologi og optræde i sygeplejerske-outfit, indtil de siger stop for at kunne behandle datteren. Alligevel dør Quintana af en akut infektion. Uden mikrofon Monologen kan være svær at følge, fordi det går over stok og sten, mens yder- og inderverden, erindring, fantasier og medicinske fagudtryk blandes i den maniske bevidsthedsstrøm – og fordi Vanessa Redgrave taler uden mikrofon. Men bare hendes stemme og sjælfulde udtrykskunst gør det til formidabelt teater. Teksten foreligger i bogform, og det er en fryd at følge Joan Didions understatede og polerede prosa. I bogudgaven fortæller hun og instruktøren David Hare muntert om deres teamwork. Teaterprogrammets fotos fra arbejdet viser en lillebitte, skrøbelig Joan Didion med tynde håndled og knokkelfingre. Hun ligner en krydsning af en fugleunge og en anorektisk teenager. Men sikke en power! Ved udgivelsen af bogen i efteråret 2005 gennemførte hun – i trods mod datterens død – en promotion-turné med optræden og interview over hele USA, der ville have kunnet tage livet af en veltrimmet bokser, og kastede sig ud på det dybe ved at skrive sit første stykke dramatik. Det imponerer ikke hende selv. Det var ’bare’ selvterapi (»I had to write my way out of it«), og det var ’bare’ traditionen i hendes californiske familie, der lige siden nybyggertiden altid havde været ’on the road’. Læsergennembrud som 72-årig Det er besk ironi, men også et af sorgens mirakler, at Joan Didions dobbelttab, som hun ville give hvad som helst for at kunne omgøre med magi, er blevet til destilleret kunst – og til hendes læsergennembrud i en alder af 72. Hun har ikke bare fået fornemme litteraturpriser, men også et kæmpepublikum i og uden for USA. Da jeg i december stod i Newark Airport, lå billigudgaven af ’Et år med magisk tænkning’ i stakkevis i kioskerne ved siden af de mest populære bestsellers. Forleden fandt gode venner den svenske udgave lagt frem til meditativ brug i en skånsk kirke. Og på National Theatre liner folk op for at købe skuespillet og Joan Didions andre bøger. De sælges både i en miniboglade på 2. etage ved indgangen til Lyttelton-scenen og i teatrets kæmpeboghandel, der er åben til midnat. Det er litteraturformidlingens små mirakler. Vi har noget at lære. Joan Didions drama burde også komme op her – jeg kan allerede høre det med Susse Wolds stemme. Både den betagende forestilling og den stille læsning siger noget livsvigtigt om sorg og tab. Vanessa Redgrave ser lige på os, mens hun lister pointen ind: »Hvad der skete for mig, kan ske for Dem. De har ikke lyst til at høre, hvad jeg er nødt til at fortælle Dem. De vil have mig til at give Dem en god prognose. Det kan jeg ikke. Så er det tryggere at synes, at jeg er skør«. Eller som La Rochefoucauld – moralisten ved Solkongens hof i Versailles – sagde i 1670’erne: »Mennesket ved, at det skal dø. Men det tror det ikke«.