Man skal begynde bagfra, når man læser Natasha Illum Bergs nye fortællinger.
De to første af seks lange fortællinger er lidt for parfumerede og fortænkte: En journalist fortæller en fængselsindsats historie om at fotografere steder i et underskønt øjeblik, der skal bevare dem, når de er væk. Tvillingetårne fik han ikke i et særligt øjeblik, inden de sank i grus, men Triumfbuen tog han i en sky af ildfluer på baggrund af en tordenhimmel. Derefter ville han sprænge den i stykker. Og derfor sidder han i fængsel. Ja. Den efterfølgende fortælling er en drilsk historie om utroskab. Natasha Illum Berg, der blev kendt ikke mindst for sin selvbiografiske kærlighedsroman ’Te i den blå sofa,’ skriver en intens prosa med brug af en overordnet fortællerstemme, der udlægger personernes følelser, ofte i tilstræbt åndfulde formuleringer. Hjælpearbejderen Bente Dem lægger hun noget på hylde, da vi kommer til hjælpearbejderen Bente, der arbejder i Tanzania, hvor hun gerne vil give og give – bare med et smil til tak. En indfødt elsker tager hun også med, sågar på besøg i Danmark. Hvorfor det hele svipser, forstår hun ingenting af. Allermindst sine egne motiver og de sociale forskydninger, hjælpearbejdet egentlig forårsager. Fortællingen har kant i fremstillingen af og motiverne til hjælpearbejdet – og resultatet af det. Det har fortællingen om dommeren ved Den Internationale Straffedomstol i Rwanda også. Han ser det som sin mission at udføre det juridiske arbejde efter de amerikanske principper, der betyder overdrevent langvarige retssager angående ganske få magtfulde mænd, der har deltaget i folkedrabet, mens millioner af andre går fri. Da han får stjålet en mindegenstand i sit skærmede hjem, griber han til tjenerens kontakt til undergrunden for at få den tilbage. »Hvad forstår I af de regler, vi lever under, spørger den tanzaniske mand i den forrige historie, og det gælder også her, hvor moral og selvgodhed sættes i svingning. Natasha Illum Berg er opvokset i Danmark og Sverige og bosat i Tanzania, og hun skriver på en erfaring fra et andet sted end det hjemlige. Hendes persongalleri er internationalt. Begynd bagfra Clarence i titelnovellen ’Hvad angår Harry’ er en englænder, der følger Harry på safarier i den bush, han elsker højere end sin kone. Vi erfarer, hvad der løber igennem Clarences hoved, mens han sidder vagt ved Harrys lig, der er halvt ædt af en løve, i håb om at få ram på dyret. Det er den mest velfortalte og originale af fortællingerne – så som sagt, begynd bagfra. Historien om den kvindelige kunstner med de unge elskere på stribe er heller ikke ueffen. Den er en Colette-agtig refleksion over skønhedens byrde og gevinst, og det lette forholds sommerfugleagtige og egentlig grusomme karakter. VI ER vant til en mere nøgtern stemmeføring i moderne dansk litteratur end den, Natasha Illum Berg forsøger at skabe. Færre udtalte udsagn om tilværelsens og menneskenes beskaffenhed. Det skal ikke lægges hende til last, det er faktisk ganske forfriskende, at unge forfattere tager livtag med en gammeldags fortællerrolle. Men forfatterens forkærlighed for sammenligninger leder til frygtelige resultater. At møde en gammel ven kaldes »befriende, lidt som at svømme nøgen i havet om natten«. Og »De er så lidet sandsynlige, kvinder, ligesom en fugtig tændstik«. Hvad med: »Jeg åbnede hoveddøren til vores lejlighed med samme forsigtighed, som man åbner en dåse sild med ukendt produktionsdato«. Og så siger én noget med »ungdommens melankoli, som har den samme lækre skarphed i smagen som en citronsorbet«. For ikke at nævne den gravide kvinde, der på forhånd græder, fordi »Ti perfekte små fingre ville gribe efter luften, mystificere intetheden et øjeblik, og et hjerte ville skabe virkeligheden med en så lovende hamren som en fugl foldet i origami af et blankt stykke papir, før hunden sidder på det«. Læs hen over de her steder. Noget står tilbage.
