Det er en stor 50-års fødselsdagshyldest til kunstmuseet Louisiana, Pernille Stensgaard har samlet i bogform.
Med righoldige citater og breve har hun fået lavet en facetteret, letlæst fortælling om rigmanden Knud W. Jensen og hans livsværk, der blev et nybrud for måden at vise kunst på i Danmark og arkitektonisk et internationalt mesterværk. Hyldesten har fået både dybde og brod, fordi hun betingede sig redaktionelt frie hænder til opgaven, der var stillet af Louisiana og Gyldendal og derfor let kunne være endt i noget selvforherligende snak om de store mænd, det store museum og det gyldne forlag, som i sin tid blev reddet af Knud W. Jensen. Knud W. Jensen Bogen tillader sig at antyde en mulig sammenhæng mellem det flotte museums åbne og ødsle arkitektur og et aflukke i Knud W. Jensens erindring, der aldrig måtte åbnes. Det er historien om Knud W. Jensens ungdommelige vildfarelse sammen med litteraten Ole Wivel og nazisten Waschnitius, der fortsatte langt ind i besættelsen og førte til i hvert fald Ole Wivels helt utvetydige tilskyndelse til maleren Olaf Høsts søn, Ole, om at drage til Østfronten for det Tredje Riges skyld. Ole Høst døde på slagmarken, og Jensen og Wivel tav om deres ungdom, indtil lægen Tage Voss i 1999 berettede om, hvordan Wivel, Jensen og flere med dem havde marcheret heilende gennem Gudhjems gader. Knud W. Jensen havde arvet et ostegrossererfirma efter sin far, og han havde disponeret heldigt over formuen, men det var kunsten, i første omgang litteraturen, der interesserede ham. Han ville være med, hvor det skete, og han brugte sine penge til at holde hof og fremme de nye strømninger; og i 1930’erne var nazismen, hvor pervers den end var, en af de ’store’ nye ideer. I 1958 skabte han med Louisiana et vidunderligt demokratisk museum, hvor kunsten kunne nydes afslappet i Jørgen Bo og Vilhelm Wohlerts diskrete og behagelige modernistiske arkitektur. Det var en paladsrevolution i forhold til et kunsttempel som Statens Museum for Kunst, hvor ophøjelse og forskning stod før formidling og publikumstække. På Louisiana måtte man både ryge i samlingen og drikke kaffe i cafeen og nyde naturen på lige fod med kunsten. Man var næsten hjemme hos den rige onkel Knud, mens man nød hans samling af danske tidlige modernister som Weie og Lundstrøm. Den internationale samtidskunst Men det var først to år senere, at indholdet kom på omgangshøjde med de hvide sale mellem glasgangene. Det var mødet med den abstrakte kunst på Documenta i Tyskland, der rev benene væk under Knud W. Jensen. Han fik straks foranstaltet, at et udvalg af værkerne blev præsenteret i Humlebæk, og siden skulle der kun være fokus på den internationale samtidskunst: »Man kan måske sige, at der ligger lidt af et freudiansk faderopgør, lidt af en aggression mod det foregående i denne holdning. En slags anarkisme. Lad os for helvede begynde forfra og lave noget nyt, som passer til vores tid«, sagde Knud W. dengang i 1961 om modernismen, da dens ’grimme’ kunst var kommet i strid folkelig modvind over, at en fredsdue havde mistet livet i Jean Tinguelys selvdestruktive undergangsmaskine på Louisianas græsplæne. Men begejstringen for det ny fandt alligevel med tiden sin grænse. Den succesfulde leder af Malmøs Rooseum, Lars Nittve, blev lokket til som Knud W. Jensens afløser i 1995. Nittve havde en finger på pulsen i 90’ernes samtidskunst, som museets nu alderstegne ledelse slet ikke havde kontakt til. Nittve ville bevare ånden i museet ved igen at forny den. Louisiana spillede ingen rolle længere i den del af kunstverdenen, hvor nye udtryk opstod, det var blevet til et museum for den celebre tidløse modernisme, som en ung kunstscene blandt andet optaget af identitetsspørgsmål, sociale indgreb og privatfoto ikke kunne føle sig længere væk fra.
