En nyrekirurg står og mangler et par friske hornhinder til sin kæreste; en øjenkirurg savner til gengæld en nyre til sin datter. Tilfældigvis er lægerne gamle studiekammerater ... Ser De problemet? Ellers gør Elsebeth Egholm, som i dette femte kapitel om fritidsdetektiven og fuldtidsjournalisten Dicte Svendsen retter lommelygten mod de svage led i sundhedsvæsnets ellers så kontrollerede organtransport. Yderst relevant må man sige, forårets aktuelle debat om organdonation, ret og borgerpligt taget i betragtning. Og hvad skal vi så mene? Det svarer Egholm klogt nok ikke plumpt og paroleklart på, selv om den i sandhed makabre historie i ’Liv og legeme’ er et stort skræmmeeksempel på, hvad der kan ske, hvis Riget fattes hornhinder og andre reservedele i en tid, hvor velfærdsdanskerne har vænnet sig til, at alt kan købes for penge. Kapløb om professionel ære Men Egholm har – som en god journalist – næse for de psykologiske mekanismer under den professionelle debatkulturs logiske overflade, der hvor følelse og fornuft strides, og etik bliver rigtig svært. Dét er styrken ved ’Liv og legeme’. Eller en af dem, for Egholms flydende prosa og tæft for miljøskildring i passende doser er en anden. Den århusianske krimiredaktion – som Dicte Svendsen er leder af – og ordensmagten, som den musikelskende kriminalinspektør Wagner er sympatisk håndlanger for, beskrives således med dæmpet lune og fornemmelse for de to verdners mest almindelige persongallerier. Genreloyalt – uden at falde pladask for den allerfedeste kliché. Som et par ivrige sporhunde snuser Svendsen og Wagner rundt om hinanden og om liget af en ung kvinde, der findes udbenet som en anden kylling ved Stadion, hvor der netop har været gang i sæsonens sidste fodboldfest. I et kapløb om professionel ære og synlighed optrevler journalistpigen og politimanden i dette (klassisk!) tvungne samarbejde en større sag om salg af menneskelige løsdele, alt imens debatten på den lille politistation går på, hvorvidt man skal nedfryse sin babys navlestreng, og Dicte Svendsen selv konfronteres med donorspørgsmålet sådan helt, helt privat. Bortset fra at det private i tilfældet Dicte Svendsen har det med at filtre sig gevaldigt ind i plottet. Mere bør absolut ikke afsløres her. Heltinden Svendsen Nu har Dicte Svendsen ry for at rode sig ud i nogle af krimigenrens mest halsbrækkende utroværdigheder, så den trofaste læser vil nok også sluge de usandsynlige sammenfald og den dramatiske finale med madpakke og lommekniv i bedste pigespejderånd. Alligevel er det påfaldende – og måske værd at dvæle ved i denne almene begejstring for krimigenrens handlekraftige politi- og detektivkvinder, at det faktisk ikke er Dicte Svendsens personlige økosystem af vinduer, der skal skiftes, hunde der skal luftes og gamle sår, der skal heles, at Elsebeth Egholm har bedst greb om fænomenet ’human interest’. Næh, beskrivelsen af den dæmpede Wagner og hans mystiske ildebefindende den morgen på badeværelset har såmænd en længere efterklang. Hans subtile cheffilosofi og det lidt distræte, men tilsyneladende kærlige liv med den yngre kone udfordrer langt mere end al virakken om ’moderskab og blodets bånd’, der med tematisk redundans vækkes til live i heltinde Svendsen. Men læseoplevelser er altså heller ikke et spørgsmål om køn og kønsspecifik identifikation alene. Hvis femikrimi-genrens kritikere – og forfattere – i kampens hede formastes til at tro det, stivner vi bare i en gold og ligegyldig debat. Og en konstrueret – for ikke at sige kønsløs – krimikultur. Måske tiden er inde til at stryge ordet femi – og nøjes med at tale om krimi.