Hvem er bange for Virginia Woolf? Det var Virginia Woolf mere end nogen. Hun frygtede sit eget jeg, fordi det var besat af indre dæmoner, der endte med at besejre alle de udveje, hun søgte at finde gennem et forfatterskab, der bestandigt kredsede om de flimrende elementer, som kun en tåbe kan tro på ender med at tegne en sandhed om noget som helst. Der er tusind veje, men intet sikkert mål. Ingen veje fører til Rom. Alt er afstande og mellemakter, hvor man kan komme tæt på steder og stemninger, livets fryd og smertepunkter, men lykken som facit? Den er nærmest vulgær. I bedste fald banal og meningsløs. Det er, kogt ned til få ord, min egen form for ’sandhed’ om Virginia Woolf efter 40 års bekendtskab med hendes bøger og det meste af, hvad der er skrevet om hende i andres bøger. Hun er et næsten livsfarligt, i hvert fald livsvarigt bekendtskab. Og nu går hun igen. Det gør hun med sin søster, billedkunstneren Vanessa Bell, i hånden. Gennemtænkt debut Anne Mette Bruun, der aldrig tidligere har bevæget sig på den litterære arena, debuterer med en overraskende dejlig bog, som er alt for dybt funderet og gennemtænkt til at kunne beskyldes for at ride med på den seneste Virginia Woolf bølge, der fik afsæt i Michael Cunninghams bog ’The Hours’ og filmen af samme navn, der blev fulgt op med nye oplag af bøgerne – ’Mrs. Dalloway’, ’Til fyret’, ’Orlando’ og ’Eget værelse’ især og nu også på dansk ’Jacobs værelse’ – på samme måde som det skete for Karen Blixens forfatterskab efter filmen ’Out of Africa’. Det var i begge tilfælde en fortjent stimulans til læseverdenen. Anne Mette Bruun går ind i de to søstres verden gennem deres bøger og billeder og gennem deres huse, der er bevarede på samme måde som Blixens Rungstedlund. Hun har med stor grundighed læst og set deres værker, breve og dagbøger. Og så har hun hentet et vidtspændende stof fra mange tidligere bøger om dem og deres miljø, Bloomsbury, som er blevet det intellektuelle varemærke for epokens forposter i engelsk åndsliv og frisind. Hengivent men også problematisk forhold Det gør Anne Mette Bruun på en måde, der giver nærkontakt og inspiration til personlig udlægning og refleksion over deres dybt hengivne, men også problematiske og jalousiprægede forhold. Hertil kommer de erotiske aspekter af livet i denne gruppe, som f. eks. David Gadd i sin bog fra 1974 kaldte ’The Loving Friends’ og Leon Edel i sin fra 1979 ’A House of Lions’. Skal man gætte om, hvilken toneart fra foregående bøger om Bloomsbury og omegn, forfatteren prøver at ramme, tror jeg, at det må være den, der gennemstrømmer Nigel Nicolson’s ’Portrait of a Marriage’, der handler om hans forældres samliv, to homoseksuelle mennesker, hvor mor, Vita Sackwille-West, en tid er Virginia Woolfs elskerinde og derefter fortsætter som indflydelsesrig ven i hendes liv. Livet bag tunge gardiner Vanessa (1879-1961) og Virginia Stephen (1882-1941) kommer til verden i sidste akt af Victoria tiden, født og opdraget i et overklassemiljø, hvor livet leves bag tunge gardiner med en patron af en far, Leslie Stephen, berømmet historiker og kritiker, og en begavet, men alt for opofrende mor, der dør tidligt og efterlader husets pligter til piger, som forventes at være opvartende for far, bror og stedbrødre. Uddannelse kommer ikke på tale for pigernes vedkommende. De kan jo gifte sig passende, men det er ingen af dem indstillet på. De er begge oprørske, og trods sorg og savn og nye vilkår er patriarkens død en befrielse og inspiration til at følge lyst og talent. Vanessa vil male, kommer i akademisk skoling, og Virginia vil skrive, men må selv finde vejen gennem utrættelig læsning, dagbogsbetroelser og brevskrivning. Bloomsbury De unge mennesker slår sig ned i Bloomsbury, kvarteret nær British Museum, der dengang var langtfra fashionabelt og derfor heller ikke tilfredsstillende for deres snobbede, victorianske familierelationer. Det bliver samlingsstedet for den kreds af unge begavelser, som brødrene henter med hjem fra Cambridge: økonomen John Maynard Keynes, forfatterne E. M. Forster og Lytton Strachey, kunstkritikeren Clive Bell, malerne og designerne Duncan Grant og Roger Fry, senere også filosoffen Bertrand Russell. Det er broderen Thoby og halvbroderen George, der kommer med vennerne, men halvbroder George er også den, der forgriber sig på Virginia og sandsynligvis indgiver hende det traumatiske forhold til sin egen krop, som gør hele hendes erotiske attitude så akavet og neurotisk. Virginia gifter sig dog med den socialistiske forfatter og filosof Leonard Woolf, der som de øvrige tilhørte den Cambridge intelligentsia, der samledes i det frimureragtige broderskab ’The Apostels’. For øvrigt en kreds, der netop er hovedpersoner i den amerikanske forfatter David Leavitt’s seneste bog ’The Indian Clerk’. Woolf er ikke så velstillet som mange af de andre med private income, men må gå ind i administrationen og udstationeres en tid i Ceylon. Hjemme på en orlov beslutter han sig for at realisere sin forelskelse i Virginia, og han bliver hendes anker i livet, selv om hun med sine lesbiske inklinationer og andre kvababbelser slet ikke kan fungere i et erotisk samliv. Erotik og ægteskab Vanessa er derimod opfyldt af erotisk appetit og gifter sig med Clive Bell, og her fortæller biografien historien om et kærlighedsliv, som ganske vist er beskrevet mange gange tidligere, men alligevel er sådan fremstillet, at man endnu en gang fænges af det mod og den lyst, der drev mennesker sammen på kryds og tværs i Bloomsbury. Vanessa og Clive går hver sin vej, men holder sammen i et åndeligt fællesskab om børn og ideer om kunst, da Vanessa udvikler sig til en af tidens førende malere i den ofte underkendte kreds af engelske impressionister, der var en efterklang af franskmændene. Her befinder Duncan Grant sig også. Han bliver Vanessas elsker, far til hendes datter, men alligevel evigt utro med mænd, der ender med at blive facit for hans drifter. Lytton Strachey er den excentriske bøsse, fornyeren af den biografiske tradition, der gifter sig med maleren Dora Carrington – også stof til en film ’Carrington’, som vi så for få år siden. Og så vover Virginia sig ind i forholdet til Vita Sackville-West … Der var nok at se til for ’The Loving Friends’, der trods alt er så velaflagte, at de kan føre huse på landet (Vita havde et gods), hvor de holder alle forviklinger gående med en intellektuel bæredygtighed, som afsætter klassikere i den nyere engelske litteratur, tænkning og billedkunst. Kunst og sindssyge Mens Vanessa for det meste er i sin kunst og sine drifters vold, bliver Virginia mere og mere kompleks i sine anfald af sindssyge. Hun hører stemmer, fugle der taler græsk, oplever skrækscenarier og fortvivlelse over den kamp det er at skrive, men gennemlever også næsten euforiske øjeblikke, når det lykkes, og når hun får den anerkendelse, hun nærmest patologisk efterstræber. Søstrene holder den indbyrdes balance på trods af gensidig jalousi og nærmest hysteriske fornemmelser af svigt i gensidig anerkendelse. De er begge feminister. De har kæmpet sig ud af victoriatidens korsettering som selvstændigt skabende kunstnere og mennesker i en tid, hvor gardinerne for et indestængt og beklumret følelsesliv trækkes til side. Virginia formulerer sin frigørelsesproces i ’Eget Værelse’, der er blevet en klassiker i kvindelitteraturen, men samtidig er hun en af de store fornyere i romangenren med sin stærkt lyriske prosa, der gennemfører den ’stream of consciousness’, der kulminerer i Joyce’s ’Ulysses’, som hun først tog afstand fra, men hurtigt forstod. Som Joyce udødeliggør en enkelt dag i Dublin, 16. juni 1904, med ’Ulysses’, der udkom i 1922, gør Woolf en dag i London til en roman, om end i lommeformat, med sin ’Mrs. Dalloway’ i 1925. I sammenhængen overser Anne Mette Bruun, som så mange andre med hende, den egentlige banebryder for ’stream of consciousness’, Dorothy Richardson, der allerede i 1915 er ude med begyndelsen til sin kolossale selvbiografiske romanserie ’Pilgrimage’, der nedprioriterer plottet og den ydre handling i romanen til fordel for de indre strømme i bevidstheden. Higen efter anerkendelse som kunstnere Når Anne Mette Bruun kalder sin biografi ’Orlandos døtre’ er det lidt af et raffineret kunstgreb. Den underfundige romans hovedperson, adelsmanden Orlando lever i mere end tre hundrede år fra Elizabeth den førstes tid til 1920’erne, men skifter i mellemtiden køn og ender med at se sit liv i en stor vision. Det interessante er, at hans indre kerne forbliver uændret, og det er dette indre, sande jeg, han/hun kæmper for at få frem. Både Virginia og Vanessa søgte at få virkeliggjort det inderste jeg, skriver Anne Mette Bruun i biografiens afsluttende essay, ’Kunstens Refleksion’, og dette inderste jeg, er for dem begge en higen efter anerkendelse, ikke som kvinde, men som kunstner, og heri ser hun skæbnefællesskabet med Orlando, der har Vita Sackville-West som model. Trods succes og berømmelse, tog Virginias sindssyge til, og da Anden Verdenskrig bryder ud og føjer angst til angst, foretager hun sit sidste selvmordsforsøg, der lykkes den kolde forårsdag, da hun med sten i sine lommer går ud i floden Ouse, nær sit og Leonards hjem. Stimulerer appetitten på Virginia Woolfs forfatterskab Vanessa lever med både Clive Bell og Duncan Grant som sine nærmeste, men ikke elskere frem til 1960, hvor hendes kunstnerskab er begyndt at falme. På den årlige udstilling på Royal West of England Academy i Bristol er hendes maleri af datteren Angelica og hendes døtre ophængningens dyreste. Det blev ikke solgt. Med ’Orlandos døtre’ er der på dansk åbnet for den fascinerende verden, der kun kan medvirke til at stimulere appetitten på Virginia Woolfs forfatterskab, hvad enten man foretrækker de engelske eller de efterhånden 12 værker, der foreligger i dansk oversættelse. Af disse er ’Jacobs værelse’ den seneste, oversat af Julie Wammen