Ideen er oplagt: besættelsens tørvegravningseventyr og gullaschbaroner – og så krible-krable-dramaet under overfladen.
Knud Simonsen søger at udgrave meget andet end tørvene i denne roman, hvis for- og bagord påstår, at baggrunden er autentisk. Vi følger købmandssønnen Thorkild Brandt-Jensen fra den stille østjyske landsby gennem de hektiske år 1929-46. Efter en tid i 30’ernes Tyskland vender han hjem til landsbyen, hvor hans far har overtaget ’vandlidende’ engdrag og tørvemoser fra landmænd, der ikke kunne betale købmandsregningen. Besættelsens mangelsamfund gør de stinkende tørveklumper til guldklumper, så Thorkild opsuger al arbejdskraft, bygger briketfabrik og scorer kassen. Tidens overordnede kræfter skitseres fra 30’ernes protestbevægelser til krigens gang, samarbejdspolitikken og ’befrielsen’, der må sættes i gåseøjne. Krigens mikrodrama følges via myretuen af bipersoner: sognerødder, håndværkere og hellige husmænd, daglejere, der melder sig til Frikorps Danmark eller bygger tyske befæstningsanlæg på Vestkysten, brugsuddeleren uden kunder, den effektive doktor, den blegfisede præst, den jødiske fodermester, skolelæreren og telefonbestyreren med stille nazisympatier, den luskede stikker, vognmanden og kromanden, der tjener lige så fedt som tørvekongerne og gårdmændene. Inde i stationsbyen residerer tyskerne og overivrige danske politifolk, der pukler for at finde den enlige kommunist, den tyske emigrant og den deserterede østfront-kæmper – indtil vinden vender. Det gør den i den grad. Ved ’befrielsen’ dukker landsbyens ’frihedskæmpere’ op med fuld marchmusik, mens de afregner egne fjendskaber ved at anholde og mishandle ’landsforrædere’, ’værnemagere’ og ’tyskerpiger’. Pugerne taber deres sorte penge eller forstanden. Eller begår selvmord. En legendarisk tid Alt i alt tegner romanen et højst blakket billede af den legendariske tid. Der er en del ofre, især blandt de tålmodige krigsenker, men ingen helte. ’Forholdene’ gør nogen til spekulanter, andre til voldsmænd og mordere – og resten til opportunister. Det er det helhedsindtryk, romanen efterlader: kratluskere hele banden, fra hovedstadens kollaborerende embedsmænd til landsbyens medsvømmere. Hykleri hele vejen – fra pengerigelighedens dobbeltmoral til det parodiske ’retsopgør’. Det er symbolsk, at Hejstrups engang så driftige briketfabrik er endt som autoophug. Knud Simonsen falder ind i disse års historierevisionisme, men hans idé ville unægtelig have stået stærkere, hvis romanen var en bedre roman. Som besættelsesskildrer har han lært af Hans Scherfig og Erik Aalbæk Jensen, fra den kalejdoskopiske, halvkollektive komposition til den dramatiserende nutidsform med påtaget troskyldighed. Det er ’Frydenholm’ tilsat en skefuld ’Matador’ – og godt fortyndet. Men modsat Scherfigs og Aalbæks stilsikre ironi fremstår Knud Simonsens overtydelig, også fordi fortællingen ormer sig omstændeligt af sted med alt for mange detaljer og kliché-personer. En forlagsredaktør med speedmarker ville have hjulpet. Sådan bliver tørveromanen selv lidt af en våd tørv, som ikke rigtigt vil fænge. Ærgerligt, for viljen, som Vorherre ser på, er den bedste, og temaet er prima. Tænk, hvis en etnolog eller en historiker en dag skrev den rigtige, velresearchede bog om besættelsens tørveeventyr og brunkulsboomet i klondike-området ved Herning.
