Forestillinger om morbide skønheder fra Gustav Klimts malerier eller ’la femme fatale’ fra Sacher-Masochs ’Venus i Pels’ (1870) maner sig frem, når Rikke Schubart i sin debutroman, ’Bid’, lader den smukke vampyr Natascha svanse rundt iført rævepels og blodrøde læber, mens hun bogstaveligt talt suger sin søster, Helene, og hendes familie, for al saft og kraft.

Træk fra vampyrfilm og gotiske romaner har bidt sig godt fast i ’Bid’. Bruger du stereotyperne som ren pastiche, eller har legen med dem en anden funktion?
»Det er pastiche og hermed en hyldest til konventionerne. Man kan ikke skrive en genreroman uden at referere til, at man er bevidst om genren. Jeg blander konventionerne med en hverdagsrealisme, som både gør legen med genren ironisk, og samtidig fritager mig for at havne i sentimental romantik med evigt blide kvinder og børn, som vampyrtraditionen har tendens til«.

’Bid’ er spækket med referencer til slutningen af 1800-tallets ’fin-de-siècle’-kunst og litteratur, som domineres af morbide kvinder som ’la femme fatale’. Hvorfor?
»Klichéerne bruger jeg bevidst. Mange af vores klichéer har kerner af sandhed. Når de er blevet klichéer, er de blevet gentaget så mange gange, at man ikke behøver at forholde sig til dem direkte. ’La femme fatale’ er en kliché, men det hun gør er ikke. Helt konkret tænkte jeg på den klassiske fortælling ’Grev Dracula’ af Bram Storker (1897) og ’Carmilla’ (1872) af Joseph Sheridan Le Fanu, hvor en kvindelig vampyr forfører en ung kvinde. Men den moderne vampyrs erotik er lige så væsentlig. Man møder folk, som man oplever som vampyriske, fordi de suger al energi af én uden at give noget tilbage. De monstre, vi omgiver os med, er skyggesider af os selv, så det vampyriske er ikke altid uden for menneskene«.

Karaktererne tørster efter at trækkes ud af hverdagen og ind i et anakronistisk univers af sex og gotik. Hvorfor er begæret primus motor i din roman?
»Folk, der ønsker at udvikle sig, har begæret som drivkraft. Det er begæret efter at nå noget og trækkes af en spændingskurve, der driver os alle sammen. Jeg kan godt lide romaner, der har et narrativt drive mod forløsningen af en spænding«.

Helene er god. Natascha er ond. Risikerer du ikke at fastlåse dem som kvindestereotyp og polarisere dem ud i den milde moder og den blodtørstige stedmoder?