Er Nordpolen i virkeligheden et varmt kontinent?

1875 var den tyske geograf August Petermann ikke i tvivl. Nok havde ingen mennesker endnu sat sin fod på det varme kontinent, men is, vind og havstrømme kunne ikke fortolkes anderledes. Petermanns teorier var toneangivende i den lærde verden, og polekspeditioner var datidens rumforskning og genstand for intens international bevågenhed. Polarforskerne gik ikke over isen, men sejlede, så langt de kunne, og lod deres skib fryse fast med håbet om, at isen og havstrømmene ville føre dem mod Nordpolen. Gang på gang endte det med tragedier, når skibene i stedet blev knust af isen og besætningerne sultede og frøs ihjel. Adolf Nordenskiölds store svenske ekspedition i 1878-80 med dampskibet ’Vega’ var i månelandingsklassen. Hans plan var at sejle fra Nordnorge så langt mod øst, som isen tillod, og derefter drive med pakisen langs med Sibiriens nordkyst og ud i Stillehavet. Ekspeditionen var betalt af en storkøbmand i Göteborg, som håbede ad denne vej at kunne åbne kommerciel handel på de russiske floder. Med på ekspeditionen var danske Andreas Hovgaard, en af hovedpersonerne i Søren Koustrups nye bog, ’Mammutmanden’. I to år hørte verden intet fra ’Vega’, og i USA udrustede flåden en undsætningsekspedition med skibet ’Jeanette’, som samtidig ville prøve at nå Nordpolen. ’Vega’ dukkede ud af isen og vendte hjem til international heltemodtagelse. Endnu en besætning Amerikanerne nåede imidlertid aldrig at få dette at vide, før de selv forsvandt et sted i isen. Nu kastede en dansk millionær og kaffeimportør, Augustin Gamél, sig ud i kampen om Nordpolen og for at undsætte amerikanerne. Han købte skibet ’Dijmphna’ og satte ’Vega’-berømte Andreas Hovgaard i spidsen for ekspeditionen. Og endnu en besætning kunne fejre den søde jul i is-ødet. Koustrups indgang til historien om de tre ekspeditioner er dog et helt fjerde sted. En ung og nygift dansk telegrafist ,August Thornam (som Koustrup er i familie med), tog med sin norske Anna til Irkutsk i Sibirien for at arbejde på Store Nordiskes telegrafstation. Telegrafien havde gjort verden lille, og Store Nordiske var helt i front i den victorianske globalisering. Ekspeditionerne i Arktis og Thornam i Irkutsk strejfede hinanden, når han klikkede telegrammer med sidste nyt fra isen videre til Europa. I sin store og vidtfavnende bog får Koustrup vist, hvordan isen kunne nedbryde stand og rang, morsomt skildret i forskellene mellem den åbne omgangsform på svenske ’Vega’, der blev en succes, og den militære kadaverdisciplin på amerikanske ’Jeanette’, der endte som en tragedie. De fire historier knyttes til sidst sammen i en bizar sløjfe, da det bliver danske Thornam, der bringer de frosne lig af amerikanerne fra ’Jeanette’ tusinder af kilometer på slæde tværs gennem Sibirien, for at de kan blive begravet i USA. Søren Koustrup skrev sin populære bog om den første ’Galathea’-ekspedition helt baseret på dagbøger og andet materiale fra de ombordværende. Det gav bogen en autentisk og fængende stemme. I den nye bog har der trods omfattende research muligvis ikke været så mange breve, dagbøger og andre optegnelser, at samtidige stemmer kan tale til læseren.
En dokumentarisk roman Koustrup har valgt at skrive »en slags dokumentarisk roman«, som han kalder det. Når Thornam et sted i Sibirien møder et kontingent forviste fanger med raslende fodlænker, er det muligvis forfatterens fantasi. Det fungerer fint og troværdigt. Koustrup er god til at puste liv i de små scener. Men selve konstruktionen af bogen fungerer ikke. Koustrup vil for meget og undskylder allerede i sit forord, at der måske ikke er nogen rød tråd i bogen. Og desværre har han ret. Det bliver simpelthen for meget med lidt spredt om en familie i Irkutsk plus tre gange is og storm og lange vintre på Sibiriens nordkyst.