Jeg må indrømme, at jeg har været en anelse skeptisk over for fænomenet Clement Kjersgaard – er denne energiske fusentast med den brede frømund ikke blot en overeksponeret og storsnakkende narcissist, et sindbillede på det nye homo medialis, der sætter eksistens lig med medieeksistens?

Svaret må blive negativt, og det må det især efter endt læsning af magasinet RÆSON’s nye nummer. RÆSON rummer i sit udgangspunkt en på mange måder beundringsværdig ambition – genuint non-profit, altså økonomisk og ideologisk uafhængigt, at lade (nogle af) de bedst begavede yngre og ældre skribenter inden for statskundskab, politik og journalistik komme til orde, med et sikkert og klart fastholdt kosmopolitisk perspektiv, med god plads til koncise og aktuelle analyser, og oven i købet med en opulent og indbydende billedside. Det kunne minde om ’Time’ eller ’Newsweek’. Samtidig er RÆSON langt mere formidlende og aktualiserende end et i øvrigt fremragende, men langt mere akademisk tidsskrift som f.eks. ’Distinktion’. Dette er blandt andet muligt, fordi RÆSON kun udkommer på tryk to gange årligt (om end man løbende på www.raeson.dkkan orientere sig), men også – tror jeg – fordi det er lykkedes Kjersgaard med sin store energi og dygtighed at sparke projektet godt i gang. Som sådan er RÆSON vel egnet til at indgå som et af de mest givende led i den mediale og politiske fødekæde. Hvad kan vi nu ræsonnere om på baggrund af læsningen af dette første nummer i 2008? Magasinet er delt i syv sektioner, der groft sagt går fra verden, over USA til Danmark og endelig tilbage til verden.
Portræt af fremtrædende profiler I første sektion får vi et interessant snit: Seks skribenter er blevet bedt om kort at portrættere ti fremtrædende ’profiler’ i hhv. EU, Asien, Afrika, Mellemøsten, Sydamerika og USA. Det betyder, at f.eks. Lykke Friis og Niels Bjerre-Poulsen kan give os et kalejdoskopisk vue hen over magtens landkort rundt om i verden. Selv om det ikke er Store Mænd, der (som Carlyle oprindelig foreslog) styrer verden, er det ikke desto mindre et forbavsende givtigt snapshot af magtens status quo. Dernæst følger grundige og skarpe analyser af valgkampen i USA. I afsnittet ’Perspektiver’ kommer vi for alvor ud i verden: Rusland, Iran, Kina, Palæstina-Israel, EU, Serbien. Her har vi en glimrende og bidsk analyse af Martin Paldam, der overbevisende argumenterer for det kontroversielle synspunkt, at ulandsbistand målt med bestemte, angivne kriterier stort set er nyttesløs – den burde give anledning til en revision af den måde, hvorpå vi fører bistandspolitik.