Claus Gade Sørensen, en rask og rørig mand i sin bedste alder, gik ned. Psykisk. Og hvem ville ikke have gjort dét – i hans situation? Hvor mange danske embedsmænd beskæftiger sig konkret med andres liv og risiko for død? Hvor mange kan tilbyde Nationalmuseet en godt brugt kakifarvet skudsikker vest, der symboliserer Danmarks rolle som henholdsvis besætter og deltager i den civile genopbygning af Irak? Det var september 2004, han tilbød den skudsikre vest – museet måtte dog vente, Claus Gade Sørensen skulle anvende vesten en tid endnu. Nu er han ude af Irak, ude som rådgiver for den danske regering i Bagdad fra 2004-2005. Vesten kan udstilles. Ikke just en drømmeopgave. Hans job var at få afviste irakiske asylsøgere, der ikke ville tage af sted, hjem til et konfliktfyldt land, der ikke ville tage imod dem. Vi kender den danske kulisse. Fængslede asylansøgere i Sandholm. Striden, om de skal sendes hjem imod egen vilje. Striden med den irakiske regering, om den skylder at tage imod sine forliste borgere. Og nu – de første hjemsendelser. Hverdagen mellem terrorister Claus Gade Sørensen har tjent som den danske udsending midt i det hele. Han ved, som han skriver, at man som embedsmand ikke forventes at stille sine følelser offentligt til skue. Som embedsmand forventes man vel heller ikke at lade munden løbe over, når arbejdet er slut. Claus Gade Sørensen gør begge dele. Han erkender, han brød sammen. Han fortæller i disse livfulde dagbogsblade historien om at rådgive det ny irakiske flygtningeministerium, om hverdagen mellem terrorister, der har sat en dusør på alle vesterlændinges hoveder, om møder med ministre og bureaukrater i en hasarderet krigstid. Og alligevel læses han ikke som synderlig illoyal – ikke mod dansk sikkerhedspolitik, i og for sig heller ikke imod den danske regering, slet ikke imod irakerne og lige knap nok mod den irakiske regering. Hans job var vel sagtens umuligt, lige som den danske og den irakiske regerings forehavender var umiddelbart umulige. Claus Gade Sørensen hører alligevel ikke til de historieløse, som i bakspejlet vil påstå, at der var et indlysende alternativ. Det, der tager luften fra ham, er ikke i sig selv krigen, chefer, bomber eller attentater, men en rå kollega og det danske ’systems’ tvivlsomme forberedelse. Kollegaen er ham, der under en fest siger, at Gade Sørensens arbejde i Irak »ikke betød en skid« – og at Gade Sørensen var »en idiot«, at han havde taget jobbet frivilligt. ’Systemet’ var Integrationsministeriet og Udlændingeservice, der ikke havde erfaring i at sende sine folk ud i brændpunkter og endnu mindre erfaring i at samle dem op, når de kom hjem. To pistoler til tre danskere Det var ikke det eneste, systemet ikke var forberedt på. Claus Gade Sørensen måtte bruge to dage af sin sommerferie på at lære at affyre en pistol. Han ville forberede sig på at blive efterladt alene på ambassaden, hvis eller når ambassadøren var ude af huset med de danske livvagter. For der var ikke livvagter til dem begge. Så vælger systemet at passe på ambassadøren. Claus Gade Sørensen valgte at forsøge at passe på sig selv. I Bagdad bliver han reduceret til en ubevæbnet skydeskive ... »jeg kan ikke forsvare mig, men må passivt forholde mig til, at døden pludseligt og uforudsigeligt falder ned fra himlen eller ligger og lurer i vejsiden ... jeg kan hverken kæmpe mod den usynlige fjende eller flygte fra ham«. På universitetet har Claus Gade Sørensen lært, »at den brede definition af politik går ud på, at politik er alle sociale forhold, der omhandler magt, styre og autoritet ...«. På ambassaden i Bagdad handler politik om fordelingen af to pistoler til tre danskere. Introduktion til en aktivistisk udenrigspolitik Situationen er vanvittig. Jobbet er vanvittigt. Reaktionen er … normal. Han vænner sig – nej, han tror, han vænner sig – til at lægge sig om på den anden side, når en granat eller raket lander i nærheden. Ellers ville han blive slidt op. Han slides op. Imens skal han forsøge at tjene regeringen i Danmark og konsulære opgaver i Bagdad på tværs af grøn og rød zone. I gode lande ville man kvittere for den slags beredvillighed – og risikovillighed – med en lille medalje, en solid debriefing og noget, der på ledelseskurser handler om noget så gammeldags som påskønnelse. Claus Gade Sørensen mener, det kan gøres bedre. Hans bog er en læseværdig og sympatisk introduktion til maskinrummet i en aktivistisk udenrigspolitik – og om omkostningerne for de embedsmænd, der skal føre den ud i livet i et samfund, der i sig selv kæmper for livet.